Da jeg prøvede at finde ud af, hvad jeg ville sige i dag, kom jeg til at tænke på TV2-reklamen: ”alt det vi deler”.
For i dag sidder vi 250 studenter samlet, og vi har hver især vores helt egen, og unikke, fortælling om, hvad det har betydet, og hvordan det har været, at gå på Skanderborg Gymnasium, men på trods af vores forskelligheder, så er der alligevel alt det vi deler.
For næsten tre år siden, på første skoledag, gik vi sammen ind af de røde døre herude for første gang. Det var angstprovokerende, der var sommerfugle i maven og man var nok lidt nervøs for, hvad det egentligt var for nogle mennesker som man nu skulle tilbringe hver dag med.
Vi fik taget de famøse lectio-billeder som på godt og ondt har jagtet os siden, vi var til fredagscafe, hyggeaften og Gymnasiets mange forkortelser som NV, AP og AT blev en del af vores hverdag. Nu var putte-livet rigtigt i gang, og ikke nok med det, så nærmede første gymnasiefest sig, og heldige som vi var, skulle vi klædes ud som babyer, mens resten af skolen var klædt ud som voksne.
Tiden gik, og lige pludselig gik vi samlet ind af de røde døre for anden gang. Nu som 2.g’ere. Vi var hverken uerfarne putter eller erfarne 3.g’ere, vi var lidt ”både og, hverken enten eller”. Nogen af os husker det måske som det fagligt mest udfordrende år, men vi husker det med garanti alle sammen som året, hvor vi på studieture blev knyttet tættere sammen og bl.a. viste Berlin, Barcelona, Madrid og New Delhi, hvad vores årgang har at byde på.
I slutningen af året tog en af 3.g’erne fat i mig og sagde: ”husk nu og nyd 3.g, det går alt for hurtigt”, hvortil jeg svarede: ”det går vel hverken hurtigere eller langsommere end andre år?” Men jeg tog fejl. Når jeg i dag tænker tilbage på det forgangne år, virker det som om, at livet satte farten op. Første dag kastede vi ris på putterne, senere tæskede vi dem i fodbold, så var der fredagscafe, gymfest og pludselig skrev vi SRP. Til jul hørte vi for sidste gang Rektor læse juleeventyr højt, og tiden begyndte så småt at blive knap. I foråret tæskede vi handelsskolen i fodbold, så var der pludselig gymcamp, revy, eksaminer og nu sidder vi altså her. Alle de her minder og oplevelser har vi delt sammen og jeg synes egentligt, at vi har gjort det ret godt.
Vores tid her på gymnasiet har været med til at definere, hvem vi er og hvem vi gerne vil være. Vi tager mange ting med os i rygsækken her fra stedet, men en ting som jeg håber kommer til at fylde så lidt som muligt, er alle de karakterer, som er blevet brugt til at veje og måle os de sidste tre år. For når studentertiden er ovre, og vi skal ud og stå ansigt til ansigt med den virkelig verden, så skal vi ikke bedømmes på det 4-tal vi fik i mundtlig tysk eller 2-tallet i skriftlig matematik. Vi skal herimod bedømmes på den karakter, som vi er blevet - og når jeg kigger udover jer, her på de forreste rækker, og tænker på, hvor mange af jer som jeg har været så heldig at få lov til at kende, så er jeg sikker på, at det nok skal komme til at gå os godt.
På en dag som i dag, vil jeg også tillade mig at sige tak på vegne af os alle sammen:
- Først og fremmest et stort tak til alle lærerne. Selvom vi måske ikke altid har vist lige stor interesse i jeres undervisning, så ville vi ikke sidde med huerne på i dag, hvis ikke det var for jer.
- Tak til ledelsen, sekretærerne og pedellerne for at skabe en mindeværdig ramme for vores gymnasietid. Personligt vil jeg gerne sige specielt tak til Ayla og Heidi for altid at hjælpe med hvad som helst.
- Tak til de forældre, som modigt har lagt hus og have til klassefester, forfester og i den kommende tid studenterfester og studenterkørsel. Det virker måske ikke altid sådan, men vi sætter virkelig pris på det.
Vigtigst af alle – vil jeg gerne sige tak til kantinen for frokost de sidste tre år. På trods af den til tider lange kø på f.eks. tarteletdag, og den meget kontroversielle 2 kroners prisstigning på sandwichen og salatbaren, så bliver det underligt at undvære kantinen efter sommerferien.
I dag er det så blevet sidste gang, at vi sammen går ud af de røde døre. Det er kulminationen på tre års hårdt slid og det er slutningen på gymnasietiden. Vi kommer hver især til at skulle lede efter den vej, der føles rigtig for os, men jeg er dog helt sikker på, at med den dannelse som vi tager med os fra Skanderborg Gymnasium, skal det nok gå alt sammen.
Eftersom jeg er så privilegeret at få lov til at snakke på vegne af vores årgang, vil jeg gerne slutte af med at stjæle filosoffen Vincent Hendricks råd til årets studenter:
”Vær modig, rejs ud, se verden, undersøg, reflekter og juster dit udsyn, vov for at vide, skynd dig langsomt, tag en uddannelse og husk, at hårdt arbejde desværre er stærkt undervurderet i disse dage. I karrieren er det ambitiøse ikke at give folk det, de forventer, men også at give dem noget af det, som de ikke forventer.”
Tusind tak for sammenholdet, for venskaberne, og vigtigst, tusind tak for minderne. Stort tillykke med huerne, vi har virkelig fortjent dem, og nu er det tid til at fejre dem!
Tak.