Til alle jer studenter! – Vi gjorde det, vi har huen nu!

Jeg tænker lidt på os alle her som brikker i et kæmpe puslespil.

Alle elever, lærere, kantinefolk, pedeller og på toppen jo vores ledelse og ikke mindst kære Ayla og Heidi. Vi har alle været med til at forme vores billede af de 3 år på Skanderborg Gymnasium.

Og vores tid på gym er bygget op af mange tusinde puslespilsbrikker.

Nogle fylder meget i billedet. Her tænker jeg specielt på galla, musicals og sidste skoledag. Men også Gymfest, Gymcamp og vores mange timer på plænen, som nu ikke er mere.

Der er selvfølgelig også de mere små brikker som fællestimer, tarteletter i kanneren og ikke mindst vores månedlange countdown, der selvfølgelig stadig står soleklar i hukommelsen.

I kender alle til det puslespil hjemme i stuen, der er samlet mindst hundredevis af gange.

Et sådan puslespils brikker har også lidt slid i kanterne. Og kan man ikke sige, at vi efter 3 år måske også har lidt slid i kanterne?

Her tænker jeg i hvert fald på de mange timer vi har brugt i bøgerne, bag skærmene – hårdt kvalte og næsten grædende over ugens mange afleveringsfrister.

Nu kan vi så helt officielt sige, at vi er afgået studenter på Skanderborg Gymnasium.

Men jeg ved ikke helt, om det egentlig er gået op for os endnu, at vi faktisk er færdige her.

Tænk på første skoledag – Ja, allerførste skoledag i 1.g

Mange af os kom til gym som små uvidende putter, der måske mest af alt tog det hele lidt som en leg.

Men så satte alvoren ind og det blev serious business

Nogle påstår, at man burde takke Google for at være blevet student.

Jeg tror blot vi skal takke hinanden.

Vi skal takke for alt den hjælp og støtte vi har givet og fået undervejs.

Hvis jeg så skulle nævne en ting, der skulle sige noget om, hvordan vi står sammen her på gym vil jeg nok pege på diskussionen om fusion med SCU

Jeg tror selve forestillingen om en fusion satte gang i masse tanker her på gym.

Og det blev derfor pludselig meget tydelig, hvem vi er og hvad vi står for.

Vi er det her fasttømret puslespil og vi er kun helheden hvis alle hjælper til og kæmper for hvad vi har kært.

Man kan jo selvfølgelig også pege på kampen gymcamp, men jeg tænker den stadig ligger frisk i erindringen hos os alle.

Og nu står vi så her.

På toppen af alle vores eksaminer og med vores bevis i hånden Vi har løftet opgaven ved fælles hjælp!

                     1 Vi er nået til vores endestation og det er tid til at stige af - Den sidste brik i vores puslespil er lagt. Men det er ikke ens betydning med, at de her 3 år bare vil gå i glemmebogen.

De vil forhåbentlig for mange af os, stå knivskarpt i hukommelsen de næste mange år.

Det er puslespil som vi kan tage frem og mindes alle de gode stunder vi har haft sammen.

En af mine kloge lærere reciteret her inden det store eksamens ræs, det danske band Minds of 99 og jeg vil nu benytte lejligheden til at dele deres vise ord med jer alle sammen. De er fra sangen stjerner på himlen, hvor de synger:

lad os være nogen lige nu ikke vent på nogen man faktisk være nogen

stjerner på himlen

Jeg ser os alle sammen som stjerner på himlen, der nu skal ud og finde vores helt egen vej. Den vej afhænger ikke af vores karakterer eller det label man hurtigt kan føle der klistres på ud fra en enkelte præstation til én eksamen.

Vores værdi som mennesker sidder ikke i vores karakterer eller gennemsnit.

Den sidder i det menneske, vi hver dag står og kigger på i spejlet.

Og ærlig talt; dem bør vi alle være stolte af, nu hvor vi er noget her til.

Men hvad så nu? - Tænker nogle måske.

Fremtiden ved vi ikke hvad bringer, men verden ligger åben for os.

Det kan måske være en smule nervepirrende, måske endda skræmmende at skulle stå ansigt til ansigt med den virkelige verden herude på den anden side af døren.

Men jeg tror på vi er rustet og klar til at begive os ud og være en del af noget endnu større end bare os.

Og folk kan måske sige nok så meget om, hvad vi kan eller burde eller står bedst egnet til. Men det er vores valg – vores helt eget valg.

Vi har så meget godt med i rygsækken herfra og derfor tænker jeg også, at vi nok kan overkomme lidt af hvert, når vi blot er dem vi er allerbedst til at være – nemlig os selv.

Så jeg vil slutte af med at sige, at selvom vi er nået til endestationen går livet hvor end vi gerne vil det, stadig videre. Alligevel vælger vi selv, hvorhen det skal gå og jeg sikker på, at vi alle finder den vej der er bedst for os.

Tak for 3 gode år og nyd nu den gode tid vi går i møde.

Tak!