Studenter tale
I dag er en stor dag, for første gang føles verden åben, sådan rigtig åben, en verden af muligheder og det er for sindssygt, men det er også lidt skræmmende.
Om lidt bliver Bourdieu lagt på hylden og fredagscaféen bliver givet videre til de næste. Ikke flere afleveringer søndag aften inden afleveringsfristen. Ikke mere oldtidskundskab og lange forklaringer om doriske søjler. Ikke mere DHO, SRO eller SRP.
I dag er vi bare studenter der skal fyre den af, på vogn, men om lidt er vi voksne og det fællesskab vi har været en del af, vil være væk.
Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der helt kan sammenlignes med ens gymnasietid. Fra vi første gang trådte ind ad dørene – nervøse, men spændte på, hvad der ventede – til vi nu forlader dem én sidste gang… stadig nervøse, men spændte på, hvad der venter.
Nu står vi ved en skillevej og vi skal beslutte os hvad der skal med videre, den slidte hættetrøje fra studieturen, formelsamlingen og de gode venner.
For sandheden er, at vi har dannet bånd, vi aldrig glemmer. Med hinanden, og med vores lærere. I løbet af de sidste år har vi lært at holde fokus, at holde ud og at holde fest. Vi har grinet, grædt, råbt, stresset, fejret, - og ja nogle gange, alt på én gang.
Jeg må indrømme, jeg har talt ned til denne dag. Jeg har længtes efter huen, efter friheden – og efter en hverdag uden konstant dårlig samvittighed over en aflevering, jeg burde lave. Men midt i al den venten, i alt det her hastværk, har jeg lært, at det også er vigtigt at stoppe op. At tage et øjeblik til at se sig omkring. Se på hinanden. Se tilbage på alt det, vi har været igennem sammen. Og måske – bare måske – nyde det lidt.

Vi har overlevet uger med flere moduler end vi orkede – tak til dansklæreren – og uger med flere afleveringer end, der var dage – tak til matematiklæreren. Men lærerne har selvfølgelig også haft en vigtig rolle i at minde os om, hvornår vi havde pause.
Når det så er sagt, forlader vi dannelsesrejsen med både spænding og stor begejstring. Gymnasietiden kan ikke reducere til et enkelt øjeblik, et enkelt 12-tal eller 02, som kan opsummere årene. Det er noget helt særligt for hvert individ.
Der er mange, vi kan takke for, at vi står her i dag. Ikke mindst os selv. Vores venner, vores søskende og vores forældre. Men jeg vil især gerne takke gymnasiets lærere.
De, der aldrig helt gav op på os.
De, har ihærdigt kæmpede for at proppe pensum ned i hovederne på os, så vi i dag kan være stolte over vores huer.
Og så selvfølgelig vores kære hjælpere: Studienet og ChatGPT. Jeg siger ikke, de gjorde det for os – men de hjalp godt på vej.
Vi nåede allesammen over målstregen. Og den røde hue, den rigtige hue – er bevis på dit hårde arbejde.
På vegne af os studenter vil jeg også sige undskyld.
Undskyld, når vi kom trætte mandag morgen, når vi var ustyrlige fredag eftermiddag. Og for alt det andet, vi ikke har lyst til at nævne foran vores forældre.
Dernæst vil jeg gerne sige tak til jer forældre. Tak for kørsel, tak fordi I lægger hus til diverse fester, forfester og den storm af studentergilde som ligger forude.
En særlig tak til Ayla og Heidi – I kan det hele: fotografer, bolche-damer, lokale-booker, samtalepartnere, eksamensvagter, ja I kan det hele. Tak til kantinen for at holde os mætte og blodsukkeret højt, men kontoen i bund. Tak til rengøringen, fordi I gav os toiletpapir og gjorde rent efter alle os

rodehoveder. Tak til pedellerne for at fikse alt det, vi har ødelagt. Og tak til ledelsen… for… ja… det I nu laver.
Kære studenter.

Nu, hvor vi står her med huen på hovedet og fremtiden foran os, så husk: Der er ikke ét rigtigt svar i livet. Ikke ét facit. Så lav jeres eget.
Lad os leve livet fuldt ud. Med modet til at fejle. Med styrken til at rejse os. Og med viljen til at gøre en forskel – for os selv og for hinanden.

Stort tillykke – og tak!

- Rebecca Eistrøm Begborg, 2025