
Læse- og skrivevejlederne tilbyder hjælp til elever, der er udfordrede i forhold til læsning og skrivning – både ordblinde og ikke-ordblinde. Vi samarbejder tæt med klassens lærere og med studievejledningen, så du får den bedst mulige hjælp igennem hele din gymnasietid. Hos os bliver ordblindhed taget alvorligt, og vi hjælper dig med at forstå opgaveformuleringer, strukturere din opgave og komme godt igennem både hverdag og eksamen.
Fra september til maj afholder vi desuden skriveværksted hver onsdag i 3. modul, hvor du kan få hjælp til skriftlige afleveringer, uanset hvor du er i processen – om du har brug for at forstå opgaven, strukturere den eller bare komme i gang med at skrive. Alle er velkomne, og skriveværkstedet er obligatorisk for elever, der mangler at aflevere opgaver – fremmøde aftales med den enkelte lærer.
Elever, der er dokumenteret ordblinde (dvs. “scorer rødt” i ordblindetesten), kan få dispensation til eksamen, som vi som læse-skrivevejledere søger hjem. Dispensationen giver blandt andet forlænget tid til prøverne og adgang til hjælpemidler som Intowords under selve eksamen.


Vi tager kontakt til ordblinde elever og deres forældre lige inden opstarten i 1.g for at høre om specifikke udfordringer og besvare de spørgsmål, I måtte have.
Vi sørger for, at ordblinde elever hurtigst muligt får adgang til nødvendige hjælpemidler, forlænget forberedelse og mulighed for at bruge hjælpemidler til eksamen – og vi hjælper med at installere og bruge dem.
Vi screener alle 1.g-elever for ordblindhed i starten af skoleåret. Elever, der viser tegn på ordblindhed og ikke tidligere er testet, får tilbudt en test hos os.
Vi afholder workshops, hvor du kan møde andre ordblinde elever, dele erfaringer og få yderligere instruktioner i brugen af hjælpemidler – både til timerne og til lektielæsning.
Vi tilbyder individuelle støttetimer tilpasset den enkelte elevs behov – fra hjælp til at få overblik over læselektier til støtte med struktur, formulering og gennemlæsning af opgaver. Du er altid velkommen til at kontakte os via en besked i Lectio – eller via dine lærere.


