Da regeringen tiltrådte i efteråret 2011, varslede den et serviceeftersyn af gymnasieuddannelserne. Ved indgangen til en ny politisk sæson taler politikerne dog ikke længere om et serviceeftersyn, men om en decideret reform af gymnasierne.

Omdrejningspunktet i diskussionen om reformen er et såkaldt kvalitetsløft. Dette kan ingen have noget imod, men før reformen formuleres, er det vigtigt at have en præcis forståelse af, hvad der menes med et sådant kvalitetsløft, og hvad der ligger i ordet kvalitet.

I vores optik er man nødt til at se begrebet kvalitet i forhold til de kompetencer, som man ønsker, at gymnasieeleverne skal forlade gymnasiet med. Hvis vi ønsker fagligt dygtige, selvstændigt tænkende og ansvarsbevidste studenter, må vi øve andet og mere end snæver faglighed. På Skanderborg Gymnasium har vi arbejdet systematisk med gymnasiets særlige kobling af fagspecifik viden, almenmenneskelige kompetencer og praksis. Undervisning af høj kvalitet fremelsker en lang række kompetencer hos eleverne – men vi genfinder ikke den rigdom i kvalitetsbegrebet hos hverken regeringen eller ministeren.

Hverken når man ser på udmeldinger fra regering eller minister, tegner der sig et entydigt svar på, hvordan kvalitet i gymnasiet skal forstås. Helt overordnet har regeringen opsat en række konkrete målsætninger for en ungdomsårgang. 95 pct. skal gennemføre en ungdomsuddannelse, 60 pct. en videregående uddannelse og 25 pct. en lang videregående uddannelse. Gymnasiet skal altså være studieforberedende. Men målsætningerne siger ikke noget om kvalitet. Hvad skal vi gøre bedre, før vi giver studenterne huen på?

I et interview med gymnasielærernes fagblad peger ministeren på, at kvaliteten i undervisningen kan styrkes gennem mere lærer-elev-tid og nye måder at foretage videndeling på. Men hvilken kvalitet løftes med disse tiltag? Der findes ikke forskning, der entydigt viser, at læringen øges alene ved, at lærerne er mere sammen med eleverne. Der skal andet og mere til. Og ja, videndeling er uundværlig og kan utvivlsomt gøres på nye måder, som måske vil bidrage til at øge kvaliteten i gymnasiet. Men ministeren løber åbne døre ind med dette forslag, for videndeling praktiseres og udvikles allerede i stor stil på tværs af kolleger, fag og skoler landet over. Så hvad er det så, vi skal forandre?

Både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og gymnasierektorerne efterspørger anvendelsesorienteret undervisning – et andet af debattens diffuse begreber. Det er svært at have noget imod en anvendelsesorienteret undervisning. Hvem ønsker ikke, at eleverne skal kunne bruge det, de lærer i skolen? Men husk på, at ikke kun snæver faglig viden er anvendelsesorienteret. Fysik alene bygger ingen bro. Og man kan heller ikke rense et vandløb eller lave en effektiv kampagne for Dansk Flygtningehjælp ved hjælp af viden fra de enkelte fag alene. Alle tre projekter kræver almene kompetencer som f.eks. selvstændighed, ansvarlighed, samarbejdsvilje og innovation – kompetencer, som ikke kommer af sig selv. Er man i gang med at reformere hele gymnasiesektoren, er det altså essentielt at have blik for såvel elevernes fagspecifikke viden som almenmenneskelige kompetencer.

Debattens snævre fokus på det studieforberedende og det direkte anvendelsesorienterede giver anledning til bekymring. Ganske vist siger gymnasieskolens bekendtgørelser, at alle gymnasiale uddannelser er forpligtet på at forberede eleverne til videregående uddannelse gennem udvikling af faglig indsigt og studiekompetence. Men de siger samtidig, at alle gymnasiale uddannelser også er forpligtet på at have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed, så de lærer at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden. De skal altså udvikle såkaldt bløde værdier.

Problemet er bare, at denne betegnelse uheldigvis er blevet synonym med fagligt irrelevante rundkredse og navlepilleri – negative associationer, som sikkert har bidraget til, at den ene halvdel af gymnasiernes formålsparagraf ikke bare er blevet glemt, men bevidst undgået i debatten. Fra vores hverdag i gymnasiets klasseværelser er det til gengæld meget tydeligt, at de bløde værdier på ingen måde står i modsætning til tilegnelsen af faglig viden. I elevernes skolegang indgår viden og værdier tværtimod i et gensidigt produktivt samspil.

Statsministeren gjorde Emil danmarksberømt i sin åbningstale til Folketinget i 2012.

Han er nu begyndt i gymnasiet, og skemaet siger fysik i første lektion. Emils klasse er nået til Ohms lov. For at forstå sammenhængen mellem strøm, spænding og modstand interviewer eleverne hinanden, påtager sig forskellige roller og inddrager konkrete anvendelsesmuligheder af det faglige stof. Når timen slutter, har Emil fået Ohms lov ind under huden, men han har også trænet evnen til at udvise initiativ, interesse og ansvar.

Næste lektion er tysk. Emils opgave har været at finde på en øvelse, der træner ordforråd. Derfor arrangerer han en glose stafet for klassen. De skal på skift hele skolen rundt og finde en række ord og forklare dem på tysk. I arbejdet med at udvikle og afvikle stafetten er Emils tyske ordforråd blevet større, men han har også trænet sine innovative evner, sin realistiske sans og sin personlige autoritet.

Efter frokostpausen står den på samfundsfag. I arbejdet med at lære om politiske ideologier og partier har klassens elever taget en test på dr.dk for at se, hvilket politisk parti de hver især er mest enig med. Emil er radikal. I en efterfølgende partilederdebat i klassen sætter læreren derfor Emil til at repræsentere og argumentere overbevisende for Dansk Folkepartis politik. Efter de politiske diskussioner er Emil blevet klogere på partiernes mærkesager og hovedsynspunkter, men han har også trænet sin parathed, sin respekt og tolerance samt sine kommunikative evner.

I morgen skal Emil have musik, matematik, dansk og kemi. Her skal han lære om bluesakkorder, tredjegradspolynomier, kortfilm og syre-basereaktioner. Alt dette er nyt stof for ham, men i arbejdet med det vil han have en masse nyttige kompetencer med fra lektionerne i fysik, tysk og samfundsfag tidligere i dag. Han skal tage initiativ i sammenspilssekvensen i musik. Han skal tænke innovativt, når rødderne i polynomiet skal findes i matematik. Han skal være parat til at se relevans i den meget eksperimenterende kortfilm i dansk. Og han skal udvise respekt og ansvarlighed i omgangen med kemikalierne i kemilokalet.

Ikke bare Emils gymnasieuddannelse, men hele hans vej gennem uddannelsessystemet vil bygge på dette dynamiske samspil mellem fagspecifik viden og almene kompetencer. Men samspillet vil også være essentielt i al Emils fremtidige anvendelse af den faglige viden, han har med sig – og i hele hans liv generelt som aktivt deltagende borger i et demokratisk samfund. Det er her, gymnasieuddannelsens unikke kvalitet ligger, og derfor også her, ethvert arbejde med et kvalitetsløft bør starte.

Alle disse tanker udspringer af et arbejde på Skanderborg Gymnasium, som har konkretiseret, hvad ideen om kvalitet i gymnasieskolen indeholder. Eksemplerne fra Emils skoledag er taget fra et større skema, hvor vi systematisk udfolder gymnasiets særlige kobling af fagspecifik viden, almenmenneskelige kompetencer og undervisningspraksis – fra det allermest abstrakte og umålelige til den helt konkrete undervisning i dagligdagen.

Vores kvalitetsskema giver et samlet overblik over, hvad gymnasieuddannelsen leverer, og hvordan vi leverer det. Viden, som nuancerer og kvalificerer debatten om kvalitet i gymnasieskolen, og som bør spille en central rolle i reformen af den. Og vi vil med glæde præsentere vores arbejde nærmere for både ministeren og partiernes ordførere på området.

Du kan læse mere i et interview med Jens Fredslund, Søren Rasmussen og Morten Holm Mortensen. Interviewet er lavet af Andreas Rasmussen og bragt i Gymnasieskolen den 21. januar 2015.