Kære Studenter – Tillykke med Eksamen!!

 

”Det hænder os at vi gaar gennem et langt galleri af historiske Portrætter: Portrætter af Konger, Dronninger og Paver, af store Statsmænd, Digtere og Søfarere, og at mellem alle de berømte ansigter et enkelt anonymt Ansigt fængsler os, en ung eller gammel mand der hviler i sig selv, sit eget væsen tro og uafhængig af andres. Kataloget, som vi slår op i, oplyser kort: ”Portrait of a Gentleman”. Jeg kalder da min skildring af Farah saaledes, ”Portræt af en Gentleman”.

 

Sådan skriver Karen Blixen i den lille erindringsbog Skygger paa Græsset fra 1960 om hendes trofaste tjener Farah som hun på trods af lange opremsninger af forskelligheder alligevel med umådelig stor taknemmelighed og kærlighed fastholder i erindringen, som en uløselig del af hende selv og hendes egen historie. Farah er på alle måder ordentlig og Karen Blixen forklarer:

 

”Saafremt ”the gentleman” kan defineres som en mand der har sin tids og sit Milieus Æresbegreber i blodet, og hos hvem de er blevet Instinkt, saaledes som Spillets Regler er blevet Instinkt hos en Cricket- eller Fodboldspiller, der ikke kan tænke sig – ja for hvem det vilde være umuligt i nogen situation – at tage Bolden i Hænderne, da var Farah den mest fuldendte Gentleman jeg har kendt.”

 

Vi vender tilbage til det

 

Når vi kigger på hvem vi er og hvad vi er en del af, kan vi godt lide at tænke os – os mennesker – som en del af noget større. Vi hylder fællesskaber og siger til hinanden, at mennesket jo er et socialt væsen, der søger og med en stor naturlighed forsøger at skabe harmoniske fællesskaber, lige fra den mindste enhed i familien til de store fællesskaber som vi ofte kalder folk og nationer, og endnu større fællesskaber nationer imellem.

Vi taler om kulturer og civilisationer, kulturer er civilisationers højdepunkter hvor mange ting synes at gå op i en højere enhed og vi har perioder i verdenshistorie hvor vi kan se, at de mennesker der lever i dem, de mennesker der har styringen, uanset hvordan de så end har den, at de tror på værdier, der står over dem selv og derfor træffer modige beslutninger og konstruerer samfund, der gavner de fællesskaber, som de lever i. De mennesker var ordentlige, de var gentlemen og de havde en ide og en vision om det fælles der lå forud for dem selv.

 

Vi ser de første glimt af kulturer i oldtiden, men først stærkest med den apollinske kultur der udsprang af Athen og Grækenland og toppede omkring 450 f.Kr. med den græske gud Apollon, Guden for mådehold, frisind og retfærdighed, som symbol. Kulturtoppe som disse er så stærke, at vi også den dag i dag kan bygge og referere og drømme på baggrund af dem, også når det går mindre godt. For det sker selvfølgelig igen og igen, at kulturidealer trædes under fode, fordi folk mister tillid til eksisterende systemer og mister tillid til fyrster og konger og præsidenter og folketing og derfor vender sig mod noget, der umiddelbart synes stærkere. Det skete for det Athenske folk og alle omkring dem, der også tænkte positivt om fællesskaber og ærligt forsøgte at gøre livet bedre, da de forfaldt og blev løbet over ende af den hellenistiske civilisation, eller civilisationer for der var flere – den største og vigtigste var det vi kalder Romerriget, en kæmpe mastodont af magt og styrke og kontrol, der over en 500 årig periode skabte alle grundprincipper for hvordan vi i dag laver offentlig administration og offentlig ledelse, nå det var en sidebemærkning.

 

Pointen er, at kulturer vokser op og kollapser igen, og budskabet er, at vi skal være opmærksomme og at vi skal vide af at kæmpe for det gode, det smukke og det sande, når vi oplever at de fælles idealer og værdier trues.

 

Vi lever i slutningen af en sådan kulturperiode. Ofte kaldet faustisk efter Göethes Faust, hvor det higende og grænsesprængende europæiske menneske, det menneske der netop ikke taber væddemålet til fanden, men vedvarende har en tro på og forsøger at bidrage til fællesskabet, forsøger at hjælpe, i stedet for at henfalde i egen nydelse og egoisme. Det menneske står som ideal. I den periode har vi skabt alle de gode ting vi har i dag og på toppen har vi været meget tæt på at tro, at vi kunne skabe et verdensomspændende fællesskab, baseret på fælles værdier, rettigheder og ligeværd.

 

Et billede på disse tanker – som står stærkt hos mig som reference til alle mulige dagligdags situationer, hvor mennesker med forskellig udgangspunkt skal mødes og sammen finde løsninger til fælles bedste, er et billede som historiker Leo Tandrup tegnede for mig engang for snart længe siden på universitetet, for at vise kulturers sande vækstmotor om man så må sige. Forestil jer de norditalienske købmænd fra Siena, Venedig og Firenze, der i det 13 og 14 århundrede skabte enorme formuer på handelen med de tilsvarende arabiske købmænd, når de mødtes med dem på markederne i Mellemøsten. Disse moderne borgere så, at man ikke bare kan anklage de siddende magthavere for deres egoisme og selvoptagethed – nej man måtte selv tage affære og de sejlede af sted, gik ind på markederne i det fremmede, fyldt med fremmede kulturer og brogede ideer og gjorde det med en åbenhed og en frimodighed, der inviterede til samtale og ja – handel – for det var selvfølgelig det der var målet. MEN disse købmænd opdagede meget hurtigt, helt modsat de herskende fyrster hjemme i Italien, som de var ved at tage magten fra, at enhver rynken på næsen ad araberen, perseren, inderens, kineserens livsmåde undergravede handelen. Hvis man mødte den arabiske købmand med mistro, eller hvis man selv tillod sig at snyde på vægten, så kunne man ikke komme igen og man såede det frø af mistillid, der smittede på hele markedet og man ødelagde derfor både sine egne muligheder for en god handel men – og det var langt værre – man ødelagde det også for alle andre. Heldigvis gjorde de det ikke og ud af deres frisind, deres respekt for den fremmede fik vi skabt de økonomiske muligheder for renæssancens, videnskabens, reformationens og oplysningstidens eksplosion af viden og ja udvikling af kultur.

 

Vi er kommet meget langt. Vi er blevet et meget rigt samfund. Alle mennesker i hele verden – selv de fattigste områder – har det i dag, gennemsnitligt, betydeligt bedre end for 50 år siden. Jeres forældre, bedsteforældre og deres før dem tog for alvor ansvaret og tiden var med dem.

 

Vi har længe troet, at vi var på vej ind i en ny tid, noget der skulle komme efter den industrielle tid, den tid der afløste tiden med det slidsomme landbrug. En tid hvor vi skal leve af viden og hvor de digitale muligheder skal fjerne de sidste nedslidende dele af de fysiske vilkår. Og meget er der da også sket de sidste 50 år.

 

Set med de kultursociologiske briller taler vi om et postmodernistisk samfund, men smag lige lidt på det. Post moderne. Post betyder efter og moderne er, nå ja – moderne, nyt, Men en tid baseret på det der kommer efter det, der er nyt – hvad er det?

 

Grunden til at vi overhovedet taler om det postmoderne er en konsekvens af den tid efter anden verdenskrig, hvor vi for alvor blev moderne. Biler, huse, jobs, musik, uddannelser, frihedsidealer, ungdomsoprør mod autoriteter og ikke mindst en eksplosion i personlige udviklingsmuligheder. I har læst om det, diskuteret det og I ved det godt. Det er gået rigtigt godt, og med det fulgte en stor udvikling af tanker, kunst, ligeværd, og ikke mindst for os i vores lille hjørne af verden, den absolutte, vandtætte, trygge og varme virkelighed I er vokset op i. 

 

Sandt at sige så har I jo aldrig manglet noget.

 

I 70’ernes marxistiske forsøg på etableringen af den absolutte objektivitet som værende det eneste ægte ideal, den eneste ideologi der kunne og burde være, fik vi skabt en misforstået tro på, at vi som menneske ikke behøver at tage stilling – når bare vi er stærke og vidende og klare nok – vil vi ikke behøve at gøre andet end lede efter den absolutte objektivitet. Vi gjorde det i historiebøgerne og vi gjorde det i aviserne, vi gjorde det i forskningen og vi gjorde det i skolerne.

 

I er modsat jeres forældre, og i hvert fald modsat jeres bedsteforældre, vokset op med sommerferierejser, skiferier, fodboldskoler, håndboldskoler og andre aktiviteter og selvfølgelig ikke mindst computere og internet, TV-kanalpakker reality-programmer og masser af kærlighed fra os forældre. Vi er kommet så langt at vi som forældre – mig selv inklusiv – faktisk er mere optaget af om I vore børn, får et lykkeligt og godt liv end om vi og I kan klare jer fysisk. Og på den baggrund kan vi reelt sætte jer mere fri end vore forældre og bedsteforældre kunne sætte os fri. Vi ønsker mest af alt, at kunne lukke døre op for jer og ja vi curler nok lige rigeligt. Det er måske en udfordring.

 

Alligevel vil I de næste uger høre spørgsmålet om, hvad I så skal bruge jeres studentereksamen til, hvad skal I være når I bliver helt store? Det skyldes selvfølgelig, at det stadigt ligger meget dybt i os, at der skal være en nyttevirkning af det vi gør, vi sår og vi høster, I går i skole for at få et job. Men virkeligheden er i øjeblikket, at I slet ikke behøver have et specielt stærkt fokus på hvad I skal bruge jeres studentereksamen til – faktisk taler vi i det postmoderne samfund mere og mere om, at I kommer til at skifte job og uddannelse mange gange i jeres liv og nogle gange hører man, at måske 40 % af de jobfunktioner som I skal løse, slet ikke er opfundet endnu – så er det jo nærmest umuligt at svare på hvad man skal bruge sin studentereksamen til. Og måske heller ikke vigtigt?

 

Men hvad er så vigtigt. Skal vi bare alle sammen nyde turen i rutsjebanen og nyde farten og udsigten og holde godt fast på vores egen plads og bare regne med at det nok skal gå – eller skal I tage lidt mere ansvar og skal I have lidt flere ambitioner end det?

 

Den engelske Cambridge professor Alan Macfarlane, har omdøbt den postmoderne verden til ”en verden uden et verdenssyn” og forklarer det med, at I og vi ikke længere vokser op og overtager et fast samfundsbillede fra generationen før. Faktisk har vi i hele min tid, så længe jeg kan huske, dyrket ideen om, at man skal bestemme selv. Og selv tage ansvaret, helt alene. Det har været en idé i vores frigjorte samfund, at man selv bestemmer hvordan man vil udtrykke sig, hvad man vil være med henblik på, at vi på den måde selv tage magten over vores identitetsdannelse. Sagt på en anden måde er det postmoderne individ, med Macfarlanes ord, sin egen forfatter og kan skrive sit eget liv og sin egen identitet på tværs af social klasse, etnicitet, landegrænser, historien, traditionen, familien osv. I yderste konsekvens skal det postmoderne individ selv konstruere sin verden.

 

Umiddelbart lyder det som frihed, men i virkeligheden er der en alvorlig risiko for at man ender med at miste forankring og miste fodfæste. Med Kierkegaard ved vi selvfølgelig, at det er godt at turde vove, at turde miste fodfæstet for en stund er godt, men jeg vil påstå, at hvis man ikke genfinder fodfæstet ender man med at miste de holdepunkter, der skaber den nødvendige tryghed og sikkerhed der skal til, inden man tager det næste skridt og igen tør miste fodfæstet for en stund.

 

På samme måde nytter det heller ikke noget at tage skridt i alle mulige retninger og det er klart for mig, at det at have mål, små som store, er gode at have. Det betyder slet ikke at man skal have en lang plan, men det betyder at man skal have ambitioner om at gøre noget. Både i dag og i morgen, til efteråret og om et år.

Jeg synes godt man kan være lidt bekymret i øjeblikket. Jeg bliver ked af det, når det synes at omhyggelighed, ærlighed og oprigtighed ikke er de centrale styrende principper for de politikere og embedsmænd som vi sætter til at varetage vores fælles samfund. Jeg bliver ked af det når embedsmænd og politikere tydeligt bevidst fordrejer viden, data og virkelighed for at understøtte en given sag og jeg synes vi ser mange eksempler på det. Tænk sig, at vi helt alvorligt diskuterer ”fake news” eller ”alternative sandheder” og skal høre på, at det faktisk ikke er helt urimeligt at træffe beslutninger på baggrund af løse ideer eller hurtige forsøg på at høste en gevinst. Eller at vi har ministre og embedsmænd, der ikke helt tjekker love og konventioner, inden man sætter ting i værk – ja så langt, at vi har et regeringsparti der i august 2014 skriver: - Vi bør ikke frasige os muligheden for at opsige en konvention i de helt særlige tilfælde, hvor en konvention fører til åbenlyst urimelige resultater. Hvilket oversat til dansk siger at man godt kan tilsidesætte fællesskabet nationer imellem til fordel for enkeltnationens særinteresse.

Og tænk sig at vi i øjeblikket ser lande i hele verden lukke sig om sig selv og igen forsøge at sætte grænsebomme og handelsbarrierer op, det tror jeg vi er mange der håbede vi ikke skulle se igen. Der er langt fra hævede toldsatser og mure og pigtråd og præsident Trumps tweets, hvor morsomme de end er, til de norditalienske middelalderkøbmænds respektfulde og åbne tilgang til handel. Meget langt.

 

Hvis man snyder på vægten fik man ingen handel – men værre endnu, så mister man respekt og tillid, ikke bare på egne vegne men også på vegne af dem man er sammen med, dem man arbejder med og dem man skal løse udfordringerne sammen med og så er fanden løs om jeg så må sige:

K.E. Løgstrup, måske sammen med Kierkegaard en af de største danske filosoffer skrev i bogen Den etiske fordring fra 1956, at tillid må være en forudsætning for det overhovedet at være menneske. Løgstrup siger:

 

                 Det ville være livsfjendsk at bære sig anderledes ad. Vi kunne simpelt                  hen ikke leve, vort liv ville visne, det ville blive forkrøblet, om vi på                  forhånd mødte hinanden med mistillid.

                 Altså at hvis man hele tiden går og mistænker alle andre for at lyve                  bliver samværet nærmest umenneskeligt.

 

På den store bane har det været særdeles underligt, at være vidne til verdens politiske udvikling med de nærmest oprørslignende tendenser de sidste år, hvor det har virket som om, at de politikere der kan råbe højest og gøre det mest iøjnefaldende populistisk vinder. De behøver ikke engang kunne noget politik – bare de kan råbe. Det virker som en ny kamp, mellem på den ene side, det øjeblikkelige, magten, pengene og sejren nu og her, overfor på den anden side, fornuften, fællesskabet og samfundspagten.

 

Men heldigvis har vi jer. I er dem vi har brug for. I er de superhelte, der som den lille dreng hos H.C. Andersen helt vildt højt skal sige til alle der står omkring jer: at kejseren – ”han har jo ikke noget på”. Og I skal kræve, at der igen kommer noget ægte tøj på, noget seriøst politik på bordet, noget der kan give jer en ærlig og redelig vision for hvordan verdenen skal være, en ærlig drøm og noget konkret og godt, noget sandt og smukt at stræbe efter og kæmpe for. Måske det er jer der skal skrive den. Måske det er jer, der som ordentlige og samvittighedsfulde virksomhedsledere eller embedsmænd i forvaltningen skal sikre at vi kommer i den rigtige retning. Der er efter min mening voldsomt brug for, at der er nogen der tør sætter det lange lys på. Hvad er det egentlig for et samfund I gerne vil have, at jeres børn skal vokse op i?

 

For mig er det klart, at der er brug for en omhyggelighed, en ærlig omhyggelighed der tænker på fællesskab og som lukker døre op og ikke lukker dem. Som husker på sammenhæng, husker på relationerne mellem mennesker og ikke mindst på historien og tør lære af den; og som derfor først kigger ned og mærker fundamentet og virkeligheden og derefter kigger op og frem mod mulighederne og den fremtid der kommer; fordi det giver styrken og mulighed for det bevidste, kloge og modige skridt – velvidende at du mister fodfæstet en kort stund. Og i alt det skal man huske respekten og ærligheden og engagementet, alt det der hos Karen Blixen kendetegnede den sande gentleman og –kvinde (er jeg sikker på Karen Blixen ville mene hvis hun havde skrevet sin tekst i vore dage), det menneske der hviler i sig selv, som er sit eget væsen tro og som er uafhængig af andres væsener og ikke lader sig rokke, og som aldrig kunne drømme om at snyde på vægten.

 

Og så kigger jeg på jer. Og bliver helt rolig og glad igen – I er nemlig ordentlige i ordets sande betydning, I er vidende og bevidste – I er rigtige gentle-kvinder og gentle-mænd.

 

God rejse.