Kære studenter
Tillykke
Jeg var på folkemøde i Allinge på Bornholm for nogle uger siden. Der var massivt politiopbud og militærets overvågningsfly kredsede rundt og rundt og rundt, imens 1000-vis af politisk aktive og interesserede mennesker gik ind og ud af åbne debatter om de store og små spørgsmål vi sammen leder efter svar på.
Det slog mig undervejs, at det på sin vis var en lidt skræmmende modsætning, at sikre den frie debat med solidt militært værn uden om. Hvad er det vi er nødt til at værne så voldsomt om og hvorfor egentlig. Man kunne jo naivt ønske sig et åbent rum for den ærlige og frie adgang til diskussioner og debatter, blandt andet om hvordan vi bedst indretter vores samfund og ikke mindst deri hvordan vi bedst er sammen, for og med hinanden.
Vi har netop været igennem en valgkamp. Sådan en er som den er, med påstande og brandudsalg på politiske værdier og principper. Debat og diskussion, drillerier, provokationer og kamp, som regel altid i en god tone, fordi vi hos os anerkender og forstår demokratiet som sådan. Demokratiet er samtale.
Desværre bliver vi også udfordret på vores demokratiske sindelag, når der er nogen i vores lille samfund, der går over stregen eller som misforstår hvad det handler om.
Og det var så der, da jeg stod og kiggede på overvågningsflyet, der kom rundt og rundt og rundt igen om den lille ø - at jeg kom til at tænke på jer - og hvad jeg gerne vil nå at fortælle jer inden I endegyldigt forlader Skanderborg Gymnasiums trygge ramme og lukker de sidste sider af jeres barndom og åbner for det store næste kapitel. Der er simpelthen noget, der er mere vigtigt end alt muligt andet. Derfor denne tale til jer.
I har været her så længe nu, at vi næsten ikke kan huske hvordan det var.
I sad her i salen for nu tre år siden, bagerst, de fleste af jer med let åben mund, lidt flakkende øjne – med en dyb undren over, hvad i al verden det var for et rum og en skole I var gået ind i.
I de øjeblikke, der på stolene i august 2012, har I måske tænkt, at der var uendelig lang vej til at I ville blive som de 3g’ere der skiftevis sad oppe foran, lidt meget larmede, lidt meget talende, men alligevel så voksne og med en helt særlig ro, med en samhørighed, tydeligt venskab og en respekt og en åbenlys anerkendelse af at være en del af et fællesskab, som gymnasiet og skoler generelt er, hvor man er tryg og hvor man har dyb tillid til, at dem man er sammen med har det på samme måde og vil det samme.
Ville I komme til at have fællesskab - ville I også gro sammen med hinanden og skolen på den måde?
På samme måde, er det at være borger i et samfund. I starten er man lidt forundret og lidt forsigtig og man må lytte sig lidt frem. Senere får man mere fornemmelse og forståelse for det man er blevet en del af og man kan begynde at bidrage til det fælles. Der er nok ingen forhold af livet, hvor det ikke er sådan, man må nødvendigvis kravle inden man kan gå.
Yahya Hassan har skrevet det lille digt:
Uden for Døren
Jeg sad i garderoben med en æbleskive i hånden
Og lærte at binde snørebånd i stilheden
Appelsiner med nelliker og rødt bånd
Hang fra loftet som gennemhullede voodoo-dukker
Det er sådan jeg husker børnehaven
De andre glædede sig til julemanden ville komme
Men jeg var lige så bange for ham som jeg var for min far.
Jeg skal nok være forsigtig med min analyse af hvad Yahya Hassan egentlig har som projekt, men der er ikke nogen tvivl om, at han med sin noget voldsomme pensel peger på det der kommer på spil, når integration og ordentlighed spilles op imod livsformerne i forældede familiestrukturer og –mønstre vi knapt forstår, og det hele skal være med i det samfund vi har lavet – med de værdier vi har valgt og ikke mindst fortsat vælger.
Men grunden til at han dukkede op i mit hoved i denne sammenhæng, var den stærke vrede og det krav han udtrykker i digtet, at vi kan blive meget alene når vi i bund og grund ikke hører til noget sted når vi ikke kan afkode eller formå at være. Skal vi glæde os eller frygte når vi står overfor det vi ikke kender. Vi kan måske nok diskutere hvorvidt han overspillede sine kort til sidst i valgkampen, men på en eller anden måde udstiller hans plakater på Adelgade, klistret op på andres plakater, netop den pointe, at der er så meget der skal læres for at vi sammen kan sikre, at vi opfører os ordentligt, samtidigt med, at vi bliver ved med at være aktive i vores stædige insisteren på at debatten skal være fri, men ordentlig. Ytringsfrihed er ikke bare at skrive, tegne og gøre det man vil, uden omtanke for andet end at det provokerer til respons. Derfor har Yahya Hassan så meget at lære – alt i mens han påpeger, at vi ikke bare må lade det være givet, hvad det er vi står for som samfund.
Derfor var det også så dumt, at det var nødvendigt at have overvågningsfly på himlen over klippeøen i Østersøen.
Vi er ikke ens. I er ikke ens. I ved godt at I ikke er ens. Men alligevel - I sidder her og har jo en masse forskellige interesser og en masse forskellige drømme og så også - på den anden side, en hel masse til fælles, hvor I bare så meget ligner hinanden.
Det fine ved det er selvfølgelig, at når mennesker er bedst, er det jo netop fordi vi kan sidde med alle disse fællesnævnere og alligevel have vores eget indeni.
I Daniel Defoes bog Robinson Crusoe fra 1719 møder den engelske gentleman og imperialistiske protestantiske rationalist Robinson Crusoe, den indfødte kannibal som han kalder Fredag. Fredag er den ædle vilde som Robinson med omhyggelig træning får lært de grundlæggende ting som et rigtigt menneske skal kunne, sprog og håndværk og ærbødighed for mesteren Robinson selv. Robinson den fornuftsdrevne veluddannede, der selv på en øde ø formår at bygge hus, lave redskaber og etablere landbrug og holde styr på den verden på øen som han fra dag et ser som sit. Uden moralske skrubler skyder Robinson kannibalerne der trænger sig på og når det for alvor brænder på for Robinson, kommer han igennem krisen med biblen som redskab.
Fredag trænes som loyal undersåt, ikke uden kærlighed, men dog som undersåt. Da Robinson endelig efter 26 år på den næsten øde ø, reddes, tager han fredag med sig til Europa, uden overhovedet at have ændret syn på hverken sig selv eller på fredag. Robinson opnår naturligvis at oprette forretninger, blive rig og slutter af med at kolonisere den øde ø og udnævnes naturligvis til guvernør for øen.
Robinson mestrer, næsten til perfektion det borgerlige liv med stor kontrol og personligt ansvar for hans eget liv, nok ensom, men udlever det han skal med stor teknisk opfindsom og grundig metodisk tilgang til alt han gør. Det bliver man nok rig af – men han demonstrerer til fulde at han ikke behøver andre end sig selv, derfor kan Defoes historie også læses som en kritik af de tendenser, han så i starten af det 18-århundredes England.
I Michel Tourniers omskrivning af Robinson Crusoe fra 1967 vendes historien lidt på hovedet i forsøget på at finde et svar på hvad man ellers kunne gøre, når man står der på den meget øde ø i vandkanten og forsøger at komme i meningsfuld og interessant dialog med sig selv og den man møder. I en kendt scene fra bogen beskriver Tourniers hvordan Robinson Crusoe forsøger at lære Fredag den ædle sport kapløb. Robinson sætter banen op – en startlinie og 100 meter nede af stranden en målstreg – fortæller Fredag hvor smuk en sport løb er, viser ham hvor han skal stå og klar-parat-start, Robinson spurter, alt det han kan og når målstregen i ny ø-rekord, prustende vender han sig og ser Fredag komme dansende ned mod målstregen i smuk, men aldeles langsom stil. Undrende spørger Robinson hvad han laver? Løber smukt siger fredag, der åbenbart havde forstået noget helt andet om hvad det egentligt handler om, det der med at løbe om kap.
Problemet med Robinson, når vi læser om ham i dag er, at han ikke lærer noget som helst. Robinson kommer tilbage til Europa efter 26 år og er stadig en rationel købmand, der vinder i den fysiske verden, som han aldrig ændrer sit syn på.
Robinsonaderne er blevet en genre og mange fortællinger er siden blevet fortalt med udgangspunktet i den ide at du lander på en øde ø. Hvad skal du have med for at klare dig er en tankeleg som vi alle sammen har leget. Bøger, mad, en kæreste, en million i guld eller hvad?
Men en anden – og måske mere nutidig udfordrende - tankeleg er hvordan du vil agere hvis? eller rettere når? for det kommer I alle sammen til at opleve, vi oplever det jo løbende – du lander på en øde ø, der viser sig ikke at være helt øde og du møder den anden.
Hvordan vil du reagere overfor mødet med Fredag eller med kannibalerne?? Vil du barrikadere dig med bomme eller hegn, skudsikre veste eller overvågningsfly?
Egentlig kan jeg sagtens forstå, at der kan være en kamp. Der er noget vi kan blive nødt til at kæmpe for, eller noget vi har opnået sammen som samfund, som vi ikke skal tillade tabes i misforstået accept af at alt er lige gyldigt, lige godt. Ting der ender med at være lige gyldige er i bund og grund ligegyldige.
Men hvordan vil du agere hvis det er din hytte på øen og der en aften er nogen der banker på?
Eller hvad nu hvis det var dig der står der og er nødt til at banke på.
Du får helt sikkert også brug for en dag at banke på en eller anden dør?
Mange har en bestemt bog eller forfatter de læser en gang i mellem ex. en gang om året. Jeg læser gerne Astrid Lindgren og rigtigt gerne om Pippi Langstrømpe. I kender den. Den står nok et eller andet sted hjemme hos jer, måske nederst på hylden, måske i kælderen eller i kassen med børnebøger, der gemt væk til en anden tid med små børn i huset.
Pas på med det. Altså at gemme dem for langt væk. Men måske et lille råd: Måske, når I nu snart skal flytte hjemmefra – sådan for alvor – så snup Pippi med, den kan fint stå ved siden af bøgerne om biokemi, Avanceret Betonbrobygning, økonomi for alvor eller Udvidet sygepleje – sådan gør du, fagbøgerne på alle de uddannelser I skal i gang med – og når du så kommer i tvivl om livet og om hvad der er vigtigt og ikke rigtigt kan finde ud af hvordan du kan formå at huske din umiddelbarhed og huske at passe på dit frisind, fordomsfri, umiddelbarhed og kritiske sans som dit gamle gymnasium lærte dig – så grib efter Pippi og tag et kapitel eller to.
Og Pippi ved godt hvad hun skal sige til dagens tema, som jeg har forsøgt at give et par ord på. Hun siger et sted – at når man er ekstra stærk, så har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre.
Det skal I huske – I er stærke, vi er stærke og vi har en særlig forpligtelse.
Husk altid at løbe smukt.