Kære medstudenter, familier og ansatte på Skanderborg Gymnasium

 

I dag kan vi heroppe på de forreste rækker ikke længere kalde os elever på, men i stedet studenter fra Skanderborg Gymnasium. Det kan vi gøre med glæde og lettelse, men også med en kriller i maven over, hvad der venter?

Før vi når så langt, synes jeg, vi skal spørge os selv, hvordan vi egentlig er kommet hertil?

For snart 3 år siden blev vi mødt foran hovedindgangen af 2.g og 3.g’erne, som kastede ris på os. Vi blev diageret bagerst i salen og på trods af, at det var første skoledag, så jublede 3.g’erne, som om de allerede var studenter.

Vi blev 2.g’ere, og første skoledag var det os, der stod med hånden i risposen. Vi var ikke længere ”putter”, og vores position i salen var i midten fremfor bagerst. Året bød på kendte traditioner og sociale arrangementer såsom gymfester, fredagscaféer og hyggeaftener. Vi var også på studieture til forskellige destinationer, hvor sammenholdet i klasserne for alvor blev styrket.

Vi blev 3.g’ere, og første skoledag var det os, der sad aller forrest i salen. Vi jublede, som om vi allerede var studenter, for nu var det vores tur. Efter en lidt uheldig start med nogle puttebud, vi ikke længere taler om, så synes jeg selv, vi har fået ret godt styr på det. Livet som 3.g’er har budt på endnu flere gymfester, endnu flere fredagscafeer og endnu flere hyggeaftener, men trods erfaringen, så er det ikke blevet mindre sjovt – tværtimod. Derudover har året også budt på bl.a. SRP-fest, musical, forårsfest og Gym-camp. Så når Thule kom til at kalde os ”en kedelig årgang” i radioen, så er det, fordi han ikke helt ved, hvad der er foregået i kulissen.
Men det hele har ikke kun været fest og farver. Gymnasielivet har også været hårdt slid og sene nætter med afleveringer og dealines. Vi har skrevet SRP, været til terminsprøver, og så er de sidste uger gået med eksaminer. Der har både været successer og skuffelser, men det er bag os, og lige nu er det vigtigste, at vi sidder her med huerne på hovedet.

Betydningen af karaktererne vil jeg ikke tale meget om, for det har vi mediestrømmen til. Jeg vil dog sige en lille, men efter min mening vigtig kliché: ”Det handler ikke om de karakter man får, men om den karakter, man er”. Når vi møder andre mennesker, er det ikke med eksamensbeviset i fremstrakte arme men i stedet med en positiv indstilling og et smil på læben, for så kommer man længest.

 

Så hvad er det egentligt, vi tager med os herfra, når vi i dag går ud af hovedindgangen ikke som elever på men studenter fra Skanderborg Gymnasium?

Vi kan hurtigt blive enige om, at den vigtigste udvikling ikke kan ses på lectiobillederne eller måles på placeringen i salen. Men billederne og placeringen vidner om en personlig udvikling, en udvikling i venskaber og en udvikling i sammenholdet og fællesskabet som årgang.

Skanderborg Gymnasium har i 3 år dannet rammen om vores ungdom. Vi har gennemgået vigtige lektioner, som rækker langt udover skolebænken, og som gør os klar til at møde verden. Vi har lært, hvad det vil sige at opbygge stærke venskaber, og hvordan vi hver især kan være med til at påvirke andre mennesker.

Vi har oplevet at være en del af et forpligtende fællesskab, hvor de sociale arrangementer har været båret af vores egne initiativer. Og hvis I kigger omkring jer, så afslører den røde hue netop dét fællesskab, som vi har opbygget. Det er et fællesskab, der kender følelsen af at synge med på singlerne fra Kusmiklikken eller Big Fat Snus. Det er et fællesskab, der er består af folk, som har set Illum lave uhlauhlauhla dansen på scenen, og som ved, hvad Lambertsen egentlig vil gøre for 50 kr. Og så er det fællesskab, som, da vi stod til at tabe fodboldkampen mod hhx, bare sendte Agnes afsted på en cykel med en lyserød kasket, og så var det nederlag alligevel glemt. Vi har oplevet det hele sammen, og derfor sidder vi også i dag sammen som studenter.

 

Hvad så nu – tænker mange nok?

Tiden i gymnasiet er i sig selv en fantastisk tid, men det er også et springbræt, og det er nu op til os selv, hvorhen vi flyver, og hvor vi lander. Navlestrengen brister – og vi kommer for alvor til at stå overfor muligheder og beslutninger. Det kan være nervepirrende, men med de værdier som vi kan tage med herfra, så er jeg overbevist om, at det nok skal gå.

 

Til slut vil jeg…

Til skolen og lærerne sige tak for at have dannet en fantastisk ramme om 3 vigtige år af vores ungdom. Og en særlig tak til de lærer som sidste skoledag havde taget sig tid til at overraske alle med vild underholdning bl.a. fremført i courset og skørt.

Til forældrene vil jeg sige, at selvom jeres unge mennesker har fået huen på, og vi nu skal til at agere voksne og ansvarlige, så skub lige den tanke til efter studentergilderne, så vi får en fair start på voksenlivet.

Til alle studenter og kammerater – tak for 3 år på gym og tillykke med huen. I har fortjent den! Det er derfor også fortjent, at vi de næste uger kobler helt fra og fejrer huen med et par øl, mens solen forhåbentlig skinner på os.

Uanset hvor I så sidenhen måtte ende, så håber jeg, at I vil huske tilbage på jeres gymnasietid, som en tid, hvor grinene, venskaberne og fællesskabet står klarest.

Men inden jeg slipper mikrofonen helt, så synes jeg, at vi som årgang skal vise vores forældre og lærer, hvad et fællesskab egentlig betyder, og hvor højt man en aller sidste gang kan råbe ”3.g” her i salen på SG. Så rejs jer op, og så håber jeg, at I vil råbe med mig, for ellers bliver det en pinlig fornøjelse…

3.g … 3.g ... 3.g …

 

Tak! Vi ses derude!