Vores meninger

  1. Simon Røn Dalsgaards tale til sine medstuderende

    Gymnasiet er et unikt sted - hvor vi som elever har kunnet fordybe os opnå ny forståelse for verden ved hjælp af de forskelige fags metoder. Vi er blevet bredt og alment dannede og det får vi brug for i fremtiden

    Af: Heidi Lauritzen HL.jpg

    Dato: 01-08-16

    Hej

    Jeg var ærligt talt lidt overrasket over at blive bedt om at holde den her tale. Jeg er den første student i min familie, og derfor så er min viden om studentertraditioner generelt så begrænsede at jeg blandt andet troede der var meningen at man skulle skrive sit navn foran på studenterhuen.

    Jeg havde derfor ikke lige regnet med, at det var mig, der skulle stå her i dag og tale på vegne af årgangen, men jeg er selvfølgelig stolt over det, og jeg vil forsøge at tale lidt om, hvad jeg tænker gymnasietiden har betydet.

     

    Når vi oven på disse uger kigger i vores huer kommer der til at står 2 ting i dem alle. Det ene er den karakter, man fik i sin sidste eksamen og det andet er hilsener fra vores klassekammerater og venner - De mennesker der har påvirket os, og som vi har påvirket igennem de sidste 3 år.

    Jeg tror det er rigtigt vigtigt, at vi overvejer hvilke af de 2 der bedst beskriver, hvad tiden på Skanderborg Gymnasium har betydet.

    Karakterer har fyldt utroligt meget i de sidste par uger, særligt for de af os, der allerede nu ved, at de vil læse på en uddannelse som kræver et højt gennemsnit. Og karakterer er selvfølgelig vigtige, men en karakter - og specielt en tilfældigt udvalgt karakter kan aldrig fyldestgørende beskrive den udvikling, vi har gennemgået sammen.

    Jeg var så heldig at min sidste eksamen var i historie for ellers kunne det ligeså godt være 2 tallet fra min franskeksamen som kom til at stå i min hue.

    Gymnasiet kan ikke reduceres til en enkelt sejr eller et enkelt nederlag og hverken et 2 tal eller et 12 tal kan opsummere det - for det har været en tid med både opture og nedture.

    Der har været perioder med skoletræthed og stress hvor det har været hårdt. Jeg har selv masser af gange drømt om at nå denne dag, få huen på og bare komme væk herfra hurtigst muligt.


    Men på andre tidspunkter - når man har lavet et stykke arbejde man er stolt af og kan mærke hvor meget man har lært, har det været fantastisk at gå her og opleve sin horisont blive udvidet.  Heldigvis har vi haft flest af den sidste type oplevelser.

    Vi har nok alle haft mange lange nætter brugt på afleveringer, eksamenslæsning og SRP-skrivning, Men der er heldigvis gået ligeså mange nætter på gymnasiefester og byture.

    Jeg synes, vi bør fokusere på hilsnerne i huerne når vi tænker tilbage på Skanderborg. For hilsnerne stammer fra de venner, vi har udviklet os sammen med. Det er dem vi har diskuteret alt fra politik til andengradsligninger med. Dem vi har skrevet opgaver sammen med. Dem vi har rejst med på studieture og sprogrejser. Dem der har støttet os når det var svært. Og dem der har sendt deres noter til os når vi havde brug for det. I den forbindelse vil jeg gerne lige sige tak til 3y for at hjælpe mig igennem alle 3 år og særligt Sara Leth og hendes noter for at redde min mundtlige danskeksamen.

    Det er blandt dem, vi har fundet venner for livet - og nogle har fundet kærester - og det er dem, der sammen med vores lærere har udfordret os fagligt og vist os nye måder at tænke på.
     

    Skanderborg har skabt rammerne for vores ungdomsliv og har lært os at deltage aktivt i et forpligtende fællesskab, blandt andet gennem udvalgsarbejde, ungdomspolitik, elevrådet og studiecafeen.  

    Gymnasiet er et unikt sted - hvor vi som elever har kunnet fordybe os opnå ny forståelse for verden ved hjælp af de forskelige fags metoder. Vi er blevet bredt og alment dannede og det får vi brug for i fremtiden

    Efter sommeren begynder vi alle sammen på et nyt kapitel i vores liv. Nogen skal direkte i gang med at læse videre, andre begynder på et arbejde og andre vil ud at rejse. Jeg tror på, at uanset hvad vi skal og hvilke udfordringer, vi møder, så kan vi bruge de erfaringer vi tager med fra gymnasiet - både de faglige og de personlige. Og jeg er taknemmelig for alle de ting vi har fået med i bagagen herfra.

     

    Men før vi når så langt, så lad os glemme hvilket tal der står i vores huer, lad os få nogle lyn i dem i stedet, og lad os nyde sommeren og friheden sammen, for vi har fandeme fortjent det! Mange tak og tillykke!

     

    /Simon Røn Dalsgaard

  2. Rektors tale til studenterne 2016

    Always be yourself, Unless you can be a unicorn, Then always be a unicorn. For hvem har egentlig ikke brug for ind imellem bare at glemme alt det rigtige og alt det der som nogen siger man ikke kan – og så bare gøre det alligevel – ind imellem alt det almindelige skal man give sig selv lov til at være magisk – så hvis du kan – så glem resten og se dig selv som enhjørning.

    Af: Jakob Thulesen Dahl JD.jpg

    Dato: 29-06-16

    Dannelse

    Flere ting har inspireret mig og ligger bag denne min sidste tale til jer.

    For det første, så er jeres store arbejde de sidste tre år en inspiration. Jeg har nydt, at følge jeres gang på skolen, fra de store børn I var for tre år siden, til nu,  hvor I er så klar til det næste skridt ud i den voksne verden – Så klar som vi har kunne gøre jer i hvert fald.

    Næste store skridt er nu jeres – I skal ud af denne beskyttende glasklokke som grundskolens og nu de sidste tre år Skanderborg Gymnasium har været for jer. Nu skal I selv.

    Tænk på alle de mange timer med diskussioner, lektier, afleveringer, prøver, det er alt sammen inden i jer nu. I slipper aldrig af med det. I glemmer noget – men det vil altid kunne luskes frem hvis I vil - og lur mig – I vil blive overrasket over hvad I pludselig kan genkalde, når I læser en artikel, hører et forfatternavn, ser en matematisk sammenhæng eller deltager i en politisk diskussion.

    En anden ting, i forlængelse af det første, er forårets mange, og lange politiske diskussioner om hvad gymnasiet egentlig skal – de diskussioner der har ligget forud for det politiske forlig, om en ny model for gymnasiet, der blev indgået på Christiansborg for 3 uger siden og som vi nu er i gang med at forberede. Her blev  begrebet almendannelsen en meget central del af diskussionerne om, er det fortsat noget gymnasiet skal og hvad er almendannelse i 2016 overhovedet er for en størrelse?

    En tredje ting der ramte mig var, da jeg tilfældigt faldt over min datters mobil og så teksten på coveret:

     

    Always be yourself
    Unless you can be a unicorn
    Then always be a unicorn

    For hvem har egentlig ikke brug for ind imellem bare at glemme alt det rigtige og alt det der som nogen siger man ikke kan – og så bare gøre det alligevel – ind imellem alt det almindelige skal man give sig selv lov til at være magisk – så hvis du kan – så glem resten og se dig selv som enhjørning.

    Men tilbage til virkeligheden - hvad er vi egentlig – hvem er vi – hvem er du? hvad har du valgt at gøre? Hvad skal du nu?

    Betyder det du gør og det du er igennem, det du oplever, det du hører og det du lærer, noget for hvem du er? Ændrer du dig og hvordan er det lige med drømmene og den umiddelbare naive tro på det gode og magiske?

    Er du på vej til at blive dannet og har vi i det almene gymnasium givet dig noget almen dannelse?

    Dr phil. Harry Haue har i sin doktordisputats Almendannelse som Ledestjerne fra 2003 over 500 sider diskuteret udviklingen af begrebet almendannelse som det har udviklet sig i det danske skolesystem siden 1830. Det er en særlig dansk opfindelse.

    Han beskriver det almendannende som det der sker når...
    man giver den enkelte mulighed for at udvikle en personlig myndighed, der sætter vedkommende i stand til at reflektere over sit eget forhold til sine medmennesker, natur og samfund.

    Det har selvsagt altid været mennesket forundt, at blive præget af de omgivelser og de vilkår det vokser op i. Med det udgangspunkt har mennesket altid i sine handlinger, de prioriteringer og valg der træffes, præsenteret summen, plusser og minusser, af de oplevelser og indtryk og den træning det har fået.

    I er selvfølgelig børn af jeres tid, opvokset i de år hvor de digitale muligheder for alvor revolutionerer det vi kan og dannelsesbegrebet vil helt automatisk justere sig efter hvad det er I skal kunne. Prøv at forestille dig, hvad du kommer til at tale med de andre forældre om til forældremødet om 20-25 år – hvilke bekymringer vil du have for, at dit barn bedst får lært at klare sig – hvad skal lærerne om 20-25 år mon lære børnene – hvad er det de skal kunne?

     Dannelsesbegrebet, som vi ofte bruger det, giver os en fornemmelse for, eller et billede af hvad den gode borger bør være for en størrelse.

    Og derfor hænger ideen om dannelse altid sammen med den historiske sum, der lidt bagud skuende måske, rummer vores drøm om det bedste samfund.  I det europæiske område og med stigende kraft efter renæssancen, med ideen om det oplyste menneske. Det menneske, der på baggrund af viden og konkrete praktiske kundskaber kan sikre velstand og sikkerhed, ikke bare for sig selv, men også for andre. Det syn gav os den reformerte kristendom, der med et slag lagde troen tilbage i det enkelte menneske og den lagde grunden til oplysningstidens tænkere som Hobbes og Newton og videre i det 18 århundrede med Montesquieus skarpe adskillelse af de tre magtinstanser – den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, principper som vi jo fortsat hylder og som vi bestemt forventer indgår i det dannede menneskes rygsæk. Tænk på  opgøret med de privilegerede klasser og det stærke fokus på individets ret (og pligt) til at mestre selvbestemmelse, medbestemmelse og solidaritetsevne. Det gav os de europæiske revolutioner, den franske revolutions menneskerettighedserklæring og den amerikanske uafhængighedserklæring. Alt sammen elementer, principper og et menneskesyn der indgår i det vi i dag kalder almen dannelse.

     

    Men det almene i almen dannelse er faktisk netop et element i hele denne udvikling.

     

    Det almene i almen dannelse blev i Danmark udviklet i forbindelse med skolereformerne i tiden efter 1830, hvor Johannes Christian Lütken, Lektor ved Sorø Akademi, aktivt deltog I debatten om udviklingen af de lærde skoler. Borgerskabet, der var ved at vinde økonomisk styrke efter statsbankerotten 1813, krævede gode skoler, ikke bare åndelige eliteskoler, men skoler for praktikere og derfor blev debatten om hvad skole og uddannelse egentlig skal levere - så stærk. For Lütken var den Almindelige Dannelse ikke noget man alene kunne erhverve sig i arbejdet med de fjerne klassiske sprog, latin, græsk og hebræisk alene. Han fastholdt, at der ingen grund var til at gennemføre en langvarig undervisning i fag, som ingen forbindelse havde med den omgivende verden, men blot tjente til, at eleverne levede sig ind i en død kultur.

    Virkeligheden pressede sig på og krævede at unge dannede – altså veluddannede mennesker - kunne mestre såvel solide faglige kundskaber som solid god moral og etisk dømmekraft. Dette pres blev udtrykt i skolen i form af en stadig bredere fagrække indenfor såvel humanistiske, naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige områder.

    Det almene i almen dannelse i de studieforberedende skoler var dog i 1830’erne ikke for alle. Langt de fleste skulle ikke gå i den lærde skole men skulle indgå i de praktiske fags verden. Heraf den lidt firkantede skelnen mellem det akademiske og det erhvervsrettede. En skelnen som vi i dag forsøger at komme ud over – alle mennesker skal være alment dannede, uanset om du er smed, laborant eller læge – og det er en vigtig opgave for alle os der laver skoler.

    Men det er selvfølgelig en altid en politisk værdikamp og skolepolitik er stadigvæk et spørgsmål om privilegeredes mulighed for at fastholde en nærhed med magten. Skole og uddannelse var og er den kampplads hvorpå politikere, praktikere og skaberne af de moderne demokratiske samfund kæmper.

    Diskussionen er helt aktuel i dag, når vi hører politikerne diskutere vægtfordelingen mellem hvad man skal have af konkrete faglige kundskaber, i form af karakterer i grundskolen, og hvad man derudover skal kunne mestre på det personlige og sociale plan. Når det diskuteres, så oplever vi disse forskellige syn på hvad skolen skal og hvad meningen egentlig er med skole. Hvorfor er det i øvrigt dansk og matematik og ikke musik og idræt der ofte peges på som det vi vil måle børnene på? Ikke at det ikke kan have en pointe – men det er da et interessant valg.

    I praksis diskuterer vi skelnen mellem om sprogundervisningen handler om alene, at kunne sige ord og sætninger grammatisk korrekt, eller om sprogundervisning også skal fokusere på, at man kan have noget reelt at tale om, når man konkret skal bruge det tillærte sprog og tale med en fra fx Spanien.  

    Det er også derfor, at man er nødt til sige noget, når diskussionen om den nye gymnasiereform alene kommer til at handle om karakterer, for uagtet, at karakterer helt sikkert kan sige noget om det faglige niveau, så er der dimensioner i hver og en af jer, der ikke alene kan bestemmes med et tal.

    Hvad betyder det, at der står 8,9 i gennemsnit på eksamensbeviset? Hvad siger det om dig? Ingen tvivl om at det siger noget – men hvad? Og hvordan får noget at vide om det der ligger udover karakteren?

     Grundlæggende må diskussionen om skole og skolens mål og midler efter min mening handle om de forventninger, vi hver især har til skolen og til livet. Tænk på hvor meget styrke der ligger i vores forventninger til os selv og hinanden. Jeg har i mange år været temmelig simpel i min tilgang til målet med skole.

    Jeg har fx altid spurgt 2g-klasserne om hvilke uddannelsesmæssige tanker, de gør sig, hvad eleverne skal bruge studentereksamen til, men altid uden at få ret mange svar –  ikke mange af jer har haft noget entydigt billede af hvad I vil bruge studentereksamen til. Uagtet at det politisk korrekte i disse år er, at alle elever bør have en tydelig bevidsthed om studentereksamen som adgang til en videregående uddannelse og dermed senere mulig jobfunktion i samfundet.

     

    Det er der sådan set intet i vejen med, for alle jer der har et rimeligt klart billede af, hvad I gerne vil uddanne jer i – men det har udfordret mine overvejelser af hvad skole egentlig skal, og jeg vil til september, når jeg igen tager på tur rundt i 2g klasserne ikke spørge om hvad studentereksamen skal bruges til, men spørge til den enkeltes personlige forventninger og til den enkeltes indstilling til arbejdet i skolen. Hvad motiverer og hvad motiverer ikke og hvor meget vil man med skolen – hvor ambitiøs er du? Hvilke drømme har du og hvad vil du gerne være rigtig god til?   

     

    Jeg tror vi skal fokusere mere på den enkeltes indstilling og ambition med arbejdet og dermed den enkeltes forventninger til eget arbejdet med egen udvikling – såvel fagligt som personligt, og så skal vi som skole forstå at understøtte det, med øget fokus på dialog mellem lærer og elev. Vi må kunne tale om hvor meget du som elev vil og hvordan vi bedst som skole og lærer, skal støtte dig i det du sætter dig for??

     

    Lysten driver værket – det ved I jo godt.

    I ved hvordan det er, når noget er spændende og I ved hvordan det er, når noget er kedeligt. Og vi kender også alle følelsen af, at vi ofte skal gøre noget kedeligt før vi kan gøre det der er mere spændende. Og at noget kan frustrere før det giver mening.

     

    Der er meget mere i det og det handler selvfølgelig også om hårdt arbejde. Man kan ikke spille guitar eller fodbold eller håndbold uden at øve sig. Man kan ikke lære matematik, historie eller samfundsfag uden at øve sig, læse på stoffet, arbejde med det, interessere sig for det.

     

    Vi taler meget om personer som Zlatan Ibrahimovic. I hans selvbiografi fortæller han om hvordan han bliver irriteret når nogen siger, at han har det store talent og at det er derfor han er så dygtig. Det kan sagtens være, at Zlatan har talent, men han har også vedholdenhed, stædighed og ambition. Og han har øvet sig. I hans selvbiografi fortæller han om, hvordan han var den sidste, der forlod grusbanen i Rosengården i Malmø hvor han voksede op, om hvordan han pjækkede fra skole for at øve finter eller øve et boldtrick igen og igen og igen, time efter time, på den der indhegnede grusbane, nogle gange spillede han med vennerne til kl. et eller to om natten, indtil hans mor kaldte ham ind.

     

    Vi har alle sammen hørt om de 10.000 timer, der skal til for at blive rigtig dygtig.  I ved det godt. Man lærer kun at skrive godt ved at skrive - kun ved at bruge timerne i stolen ved computeren, får man lært at skrive godt.

    Rap-duoen Ukendt Kunstner, som jeg stødte på i et interview i Politiken i efteråret, kommenterer det i deres rap Begyndelsen når de siger:

    Hvis du vil vinde rotteræset,
    skal du være der fra start.
    Hver en dansker vil så gerne
    være hele verdens hersker.
    Men for at være det,
    Så må han skubbe smertetærskler.

    Og i interviewet forklarer de to rappere Hans Philip og Jens Ole McCoy, at teksten er en opsang til folk.

    ”Danskerne sidder på verdens højeste hest, men vi gør ikke noget ved det. Vi sidder og piller navle, spiser stegt flæsk og har det sygt overdrevet over os selv«

    siger Hans Philip og Jens Ole McCoy supplerer:

    »Det der med at sige ’fuck janteloven’ er steget folk til hovedet, og det er det nemmeste i verden. Det er fint nok, at man siger, man er sej, men altså, så skriv en bog, eller lav en film eller noget«.

    Og endelig konkluderer Hans Philip at:

    »Det er det med at have tålmodighed«

     

    Og det skal sådan set være mit råd til jer. Hav tålmodighed. I er nu alle sammen fyldt med alt det bedste den almindelige skole, grundskolen og gymnasiet har kunnet give jer. I skal nu sprænge glasklokken og selv finde vej.  Effekten af det vi har (til)budt jer parret med jeres indsats, vedholdenhed og ambitioner, det er det fundament hvorpå I skal tage de næste skridt og bygge ovenpå.

     I kan en masse faktuelle ting, en masse håndværk som at løse en andengradsligning eller analysere en historiske kilde, men I kan også så meget mere. I har holdninger og I kan handle når det gælder, se bare på jeres eksamensarbejde, SRP ‘en eller når der skal planlægges en campusfest.

    På en måde handler det hele om hvorvidt vi ønsker at blive til noget eller til nogen. Og vi ønsker jo det sidste. Vi skal ikke blive til noget – vi skal være nogen.

    I er nogen – I er jer selv og I er selv ansvarlige for at forfølge de drømme og de mål som I sætter op. Det er så meget mere end en karakter, men det handler altid om at blive dygtig.

     Hvis jeg skulle følge almindelige politisk korrekthed i en anbefaling af hvad I nu skal vælge af uddannelse og karriere – så skulle jeg slå op i dimittend ledighedstabellen og der se, at vi mangler ingeniører og læger og dataloger men ikke har brug for flere kommunikationsfolk, journalister eller musikere – men det giver ikke mening.

    Vigtigst er det, at I bliver den bedste version af jer selv. I skal have lyst og vilje og vedholdenhed og I skal kæmpe og svede og øve jer, så du bliver så dygtig som du overhovedet kan, til at være dig.

    Så skal du nok få et indholdsrigt og givende liv og arbejdsgiverne vil stå i kø for at ansætte dig – simpelthen fordi du er så dygtig.

    Det kan ikke gå galt.

    God tur

  3. Rektors dimissionstale 2015

    Pippi ved godt hvad hun skal sige til dagens tema, som jeg har forsøgt at give et par ord på. Hun siger et sted – at når man er ekstra stærk, så har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre. Det skal I huske – I er stærke, vi er stærke og vi har en særlig forpligtelse.

    Af: Jakob Thulesen Dahl JD.jpg

    Dato: 25-06-15

    Kære studenter

    Tillykke

    Jeg var på folkemøde i Allinge på Bornholm for nogle uger siden. Der var massivt politiopbud og militærets overvågningsfly kredsede rundt og rundt og rundt, imens 1000-vis af politisk aktive og interesserede mennesker gik ind og ud af åbne debatter om de store og små spørgsmål vi sammen leder efter svar på. 

    Det slog mig undervejs, at det på sin vis var en lidt skræmmende modsætning, at sikre den frie debat med solidt militært værn uden om. Hvad er det vi er nødt til at værne så voldsomt om og hvorfor egentlig. Man kunne jo naivt ønske sig et åbent rum for den ærlige og frie adgang til diskussioner og debatter, blandt andet om hvordan vi bedst indretter vores samfund og ikke mindst deri hvordan vi bedst er sammen, for og med hinanden. 

    Vi har netop været igennem en valgkamp. Sådan en er som den er, med påstande og brandudsalg på politiske værdier og principper. Debat og diskussion, drillerier, provokationer og kamp, som regel altid i en god tone, fordi vi hos os anerkender og forstår demokratiet som sådan. Demokratiet er samtale.

    Desværre bliver vi også udfordret på vores demokratiske sindelag, når der er nogen i vores lille samfund, der går over stregen eller som misforstår hvad det handler om. 

    Og det var så der,  da jeg stod og kiggede på overvågningsflyet, der kom rundt og rundt og rundt igen om den lille ø - at jeg kom til at tænke på jer - og hvad jeg gerne vil nå at fortælle jer inden I endegyldigt forlader Skanderborg Gymnasiums trygge ramme og lukker de sidste sider af jeres barndom og åbner for det store næste kapitel. Der er simpelthen noget, der er mere vigtigt end alt muligt andet. Derfor denne tale til jer. 

    I har været her så længe nu, at vi næsten ikke kan huske hvordan det var.  

    I sad her i salen for nu tre år siden, bagerst, de fleste af jer med let åben mund, lidt flakkende øjne – med en dyb undren over, hvad i al verden det var for et rum og en skole I var gået ind i. 

    I de øjeblikke, der på stolene i august 2012, har I måske tænkt, at der var uendelig lang vej til at I ville blive som de 3g’ere der skiftevis sad oppe foran, lidt meget larmede, lidt meget talende, men alligevel så voksne og med en helt særlig ro, med en samhørighed, tydeligt venskab og en respekt og en åbenlys anerkendelse af at være en del af et fællesskab, som gymnasiet og skoler generelt er,  hvor man er tryg og hvor man har dyb tillid til, at dem man er sammen med har det på samme måde og vil det samme. 

    Ville I komme til at have fællesskab - ville I også gro sammen med hinanden og skolen på den måde? 

    På samme måde, er det at være borger i et samfund. I starten er man lidt forundret og lidt forsigtig og man må lytte sig lidt frem. Senere får man mere fornemmelse og forståelse for det man er blevet en del af og man kan begynde at bidrage til det fælles. Der er nok ingen forhold af livet, hvor det ikke er sådan, man må nødvendigvis kravle inden man kan gå. 

    Yahya Hassan har skrevet det lille digt: 

    Uden for Døren 

    Jeg sad i garderoben med en æbleskive i hånden
    Og lærte at binde snørebånd i stilheden
    Appelsiner med nelliker og rødt bånd
    Hang fra loftet som gennemhullede voodoo-dukker
    Det er sådan jeg husker børnehaven
    De andre glædede sig til julemanden ville komme
    Men jeg var lige så bange for ham som jeg var for min far. 

    Jeg skal nok være forsigtig med min analyse af hvad Yahya Hassan egentlig har som projekt, men der er ikke nogen tvivl om, at han med sin noget voldsomme pensel peger på det der kommer på spil, når integration og ordentlighed spilles op imod livsformerne i forældede familiestrukturer og –mønstre vi knapt forstår, og det hele skal være med i det samfund vi har lavet – med de værdier vi har valgt og ikke mindst fortsat vælger. 

    Men grunden til at han dukkede op i mit hoved i denne sammenhæng, var den stærke vrede og det krav han udtrykker i digtet, at vi kan blive meget alene når vi i bund og grund ikke hører til noget sted når vi ikke kan afkode eller formå at være. Skal vi glæde os eller frygte når vi står overfor det vi ikke kender. Vi kan måske nok diskutere hvorvidt han overspillede sine kort til sidst i valgkampen, men på en eller anden måde udstiller hans plakater på Adelgade, klistret op på andres plakater, netop den pointe, at der er så meget der skal læres for at vi sammen kan sikre, at vi opfører os ordentligt, samtidigt med, at vi bliver ved med at være aktive i vores stædige insisteren på at debatten skal være fri, men ordentlig. Ytringsfrihed er ikke bare at skrive, tegne og gøre det man vil, uden omtanke for andet end at det provokerer til respons. Derfor har Yahya Hassan så meget at lære – alt i mens han påpeger, at vi ikke bare må lade det være givet, hvad det er vi står for som samfund. 

    Derfor var det også så dumt, at det var nødvendigt at have overvågningsfly på himlen over klippeøen i Østersøen. 

    Vi er ikke ens. I er ikke ens. I ved godt at I ikke er ens. Men alligevel - I sidder her og har jo en masse forskellige interesser og en masse forskellige drømme og så også - på den anden side, en hel masse til fælles, hvor I bare så meget ligner hinanden.  

    Det fine ved det er selvfølgelig, at når mennesker er bedst, er det jo netop fordi vi kan sidde med alle disse fællesnævnere og alligevel have vores eget indeni. 

    I Daniel Defoes bog Robinson Crusoe fra 1719 møder den engelske gentleman og  imperialistiske protestantiske rationalist Robinson Crusoe, den indfødte kannibal som han kalder Fredag. Fredag er den ædle vilde som Robinson med omhyggelig træning får lært de grundlæggende ting som et rigtigt menneske skal kunne, sprog og håndværk og ærbødighed for mesteren Robinson selv. Robinson den fornuftsdrevne veluddannede, der selv på en øde ø formår at bygge hus, lave redskaber og etablere landbrug og holde styr på den verden på øen som han fra dag et ser som sit. Uden moralske skrubler skyder Robinson kannibalerne der trænger sig på og når det for alvor brænder på for Robinson, kommer han igennem krisen med biblen som redskab.

    Fredag trænes som loyal undersåt, ikke uden kærlighed, men dog som undersåt. Da Robinson endelig efter 26 år på den næsten øde ø, reddes, tager han fredag med sig til Europa, uden overhovedet at have ændret syn på hverken sig selv eller på fredag. Robinson opnår naturligvis at oprette forretninger, blive rig og slutter af med at kolonisere den øde ø og udnævnes naturligvis til guvernør for øen. 

    Robinson mestrer, næsten til perfektion det borgerlige liv med stor kontrol og personligt ansvar for hans eget liv, nok ensom, men udlever det han skal med stor teknisk opfindsom og grundig metodisk tilgang til alt han gør. Det bliver man nok rig af – men han demonstrerer til fulde at han ikke behøver andre end sig selv, derfor kan Defoes historie også læses som en kritik af de tendenser,  han så i starten af det 18-århundredes England. 

    I Michel Tourniers omskrivning af Robinson Crusoe fra 1967 vendes historien lidt på hovedet i forsøget på at finde et svar på hvad man ellers kunne gøre, når man står der på den meget øde ø i vandkanten og forsøger at komme i meningsfuld og interessant dialog med sig selv og den man møder. I en kendt scene fra bogen beskriver Tourniers hvordan Robinson Crusoe forsøger at lære Fredag den ædle sport kapløb. Robinson sætter banen op – en startlinie og 100 meter nede af stranden en målstreg – fortæller Fredag hvor smuk en sport løb er, viser ham hvor han skal stå og klar-parat-start, Robinson spurter, alt det han kan og når målstregen i ny ø-rekord, prustende vender han sig og ser Fredag komme dansende ned mod målstregen i smuk, men aldeles langsom stil. Undrende spørger Robinson hvad han laver? Løber smukt siger fredag, der åbenbart havde forstået noget helt andet om hvad det egentligt handler om, det der med at løbe om kap. 

    Problemet med Robinson, når vi læser om ham i dag er, at han ikke lærer noget som helst. Robinson kommer tilbage til Europa efter 26 år og er stadig en rationel købmand, der vinder i den fysiske verden, som han aldrig ændrer sit syn på. 

    Robinsonaderne er blevet en genre og mange fortællinger er siden blevet fortalt med udgangspunktet i den ide at du lander på en øde ø. Hvad skal du have med for at klare dig er en tankeleg som vi alle sammen har leget. Bøger, mad, en kæreste, en million i guld eller hvad? 

    Men en anden – og måske mere nutidig udfordrende - tankeleg er hvordan du vil agere hvis?  eller rettere når?  for det kommer I alle sammen til at opleve, vi oplever det jo løbende – du lander på en øde ø, der viser sig ikke at være helt øde og du møder den anden. 

    Hvordan vil du reagere overfor mødet med Fredag eller med kannibalerne?? Vil du barrikadere dig med bomme eller hegn, skudsikre veste eller overvågningsfly? 

    Egentlig kan jeg sagtens forstå, at der kan være en kamp. Der er noget vi kan blive nødt til at kæmpe for, eller noget vi har opnået sammen som samfund, som vi ikke skal tillade tabes i misforstået accept af at alt er lige gyldigt, lige godt. Ting der ender med at være lige gyldige er i bund og grund ligegyldige.

     Men hvordan vil du agere hvis det er din hytte på øen og der en aften er nogen der banker på? 

    Eller hvad nu hvis det var dig der står der og er nødt til at banke på.

    Du får helt sikkert også brug for en dag at banke på en eller anden dør? 

    Mange har en bestemt bog eller forfatter de læser en gang i mellem ex. en gang om året. Jeg læser gerne Astrid Lindgren og rigtigt gerne om Pippi Langstrømpe. I kender den. Den står nok et eller andet sted hjemme hos jer, måske nederst på hylden, måske i kælderen eller i kassen med børnebøger, der gemt væk til en anden tid med små børn i huset.

    Pas på med det. Altså at gemme dem for langt væk. Men måske et lille råd: Måske, når I nu snart skal flytte hjemmefra – sådan for alvor – så snup Pippi med, den kan fint stå ved siden af bøgerne om biokemi, Avanceret Betonbrobygning, økonomi for alvor eller Udvidet sygepleje – sådan gør du,  fagbøgerne på alle de uddannelser I skal i gang med – og når du så kommer i tvivl om livet og om hvad der er vigtigt og ikke rigtigt kan finde ud af hvordan du kan formå at huske din umiddelbarhed og huske at passe på dit frisind, fordomsfri, umiddelbarhed  og kritiske sans som dit gamle gymnasium lærte dig – så grib efter Pippi og tag et kapitel eller to.

     Og Pippi ved godt hvad hun skal sige til dagens tema, som jeg har forsøgt at give et par ord på. Hun siger et sted –  at når man er ekstra stærk, så har man en særlig forpligtelse til at være sød mod andre.

    Det skal I huske – I er stærke, vi er stærke og vi har en særlig forpligtelse.

    Husk altid at løbe smukt.

    God tur.

     

  4. Sådan øges kvaliteten i gymnasiet

    Regeringen har et kvalitetsløft af gymnasieuddannelserne på sin to-do-liste. Men lad os lige få defineret, hvad kvalitet er, inden vi løfter noget som helst. For hvad skal Emil egentlig kunne, når han forlader 3.g?

    Af: Jens Fredslund, Søren Rasmussen, Morten Mortensen JF.jpg SR.jpg MM.jpg

    Dato: 03-06-15

    Da regeringen tiltrådte i efteråret 2011, varslede den et serviceeftersyn af gymnasieuddannelserne. Ved indgangen til en ny politisk sæson taler politikerne dog ikke længere om et serviceeftersyn, men om en decideret reform af gymnasierne.

    Omdrejningspunktet i diskussionen om reformen er et såkaldt kvalitetsløft. Dette kan ingen have noget imod, men før reformen formuleres, er det vigtigt at have en præcis forståelse af, hvad der menes med et sådant kvalitetsløft, og hvad der ligger i ordet kvalitet.

    I vores optik er man nødt til at se begrebet kvalitet i forhold til de kompetencer, som man ønsker, at gymnasieeleverne skal forlade gymnasiet med. Hvis vi ønsker fagligt dygtige, selvstændigt tænkende og ansvarsbevidste studenter, må vi øve andet og mere end snæver faglighed. På Skanderborg Gymnasium har vi arbejdet systematisk med gymnasiets særlige kobling af fagspecifik viden, almenmenneskelige kompetencer og praksis. Undervisning af høj kvalitet fremelsker en lang række kompetencer hos eleverne – men vi genfinder ikke den rigdom i kvalitetsbegrebet hos hverken regeringen eller ministeren.

    Hverken når man ser på udmeldinger fra regering eller minister, tegner der sig et entydigt svar på, hvordan kvalitet i gymnasiet skal forstås. Helt overordnet har regeringen opsat en række konkrete målsætninger for en ungdomsårgang. 95 pct. skal gennemføre en ungdomsuddannelse, 60 pct. en videregående uddannelse og 25 pct. en lang videregående uddannelse. Gymnasiet skal altså være studieforberedende. Men målsætningerne siger ikke noget om kvalitet. Hvad skal vi gøre bedre, før vi giver studenterne huen på?

    I et interview med gymnasielærernes fagblad peger ministeren på, at kvaliteten i undervisningen kan styrkes gennem mere lærer-elev-tid og nye måder at foretage videndeling på. Men hvilken kvalitet løftes med disse tiltag? Der findes ikke forskning, der entydigt viser, at læringen øges alene ved, at lærerne er mere sammen med eleverne. Der skal andet og mere til. Og ja, videndeling er uundværlig og kan utvivlsomt gøres på nye måder, som måske vil bidrage til at øge kvaliteten i gymnasiet. Men ministeren løber åbne døre ind med dette forslag, for videndeling praktiseres og udvikles allerede i stor stil på tværs af kolleger, fag og skoler landet over. Så hvad er det så, vi skal forandre?

    Både Danske Gymnasieelevers Sammenslutning og gymnasierektorerne efterspørger anvendelsesorienteret undervisning – et andet af debattens diffuse begreber. Det er svært at have noget imod en anvendelsesorienteret undervisning. Hvem ønsker ikke, at eleverne skal kunne bruge det, de lærer i skolen? Men husk på, at ikke kun snæver faglig viden er anvendelsesorienteret. Fysik alene bygger ingen bro. Og man kan heller ikke rense et vandløb eller lave en effektiv kampagne for Dansk Flygtningehjælp ved hjælp af viden fra de enkelte fag alene. Alle tre projekter kræver almene kompetencer som f.eks. selvstændighed, ansvarlighed, samarbejdsvilje og innovation – kompetencer, som ikke kommer af sig selv. Er man i gang med at reformere hele gymnasiesektoren, er det altså essentielt at have blik for såvel elevernes fagspecifikke viden som almenmenneskelige kompetencer.

    Debattens snævre fokus på det studieforberedende og det direkte anvendelsesorienterede giver anledning til bekymring. Ganske vist siger gymnasieskolens bekendtgørelser, at alle gymnasiale uddannelser er forpligtet på at forberede eleverne til videregående uddannelse gennem udvikling af faglig indsigt og studiekompetence. Men de siger samtidig, at alle gymnasiale uddannelser også er forpligtet på at have et dannelsesperspektiv med vægt på elevernes udvikling af personlig myndighed, så de lærer at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden. De skal altså udvikle såkaldt bløde værdier.

    Problemet er bare, at denne betegnelse uheldigvis er blevet synonym med fagligt irrelevante rundkredse og navlepilleri – negative associationer, som sikkert har bidraget til, at den ene halvdel af gymnasiernes formålsparagraf ikke bare er blevet glemt, men bevidst undgået i debatten. Fra vores hverdag i gymnasiets klasseværelser er det til gengæld meget tydeligt, at de bløde værdier på ingen måde står i modsætning til tilegnelsen af faglig viden. I elevernes skolegang indgår viden og værdier tværtimod i et gensidigt produktivt samspil.

    Statsministeren gjorde Emil danmarksberømt i sin åbningstale til Folketinget i 2012.

    Han er nu begyndt i gymnasiet, og skemaet siger fysik i første lektion. Emils klasse er nået til Ohms lov. For at forstå sammenhængen mellem strøm, spænding og modstand interviewer eleverne hinanden, påtager sig forskellige roller og inddrager konkrete anvendelsesmuligheder af det faglige stof. Når timen slutter, har Emil fået Ohms lov ind under huden, men han har også trænet evnen til at udvise initiativ, interesse og ansvar.

    Næste lektion er tysk. Emils opgave har været at finde på en øvelse, der træner ordforråd. Derfor arrangerer han en glose stafet for klassen. De skal på skift hele skolen rundt og finde en række ord og forklare dem på tysk. I arbejdet med at udvikle og afvikle stafetten er Emils tyske ordforråd blevet større, men han har også trænet sine innovative evner, sin realistiske sans og sin personlige autoritet.

    Efter frokostpausen står den på samfundsfag. I arbejdet med at lære om politiske ideologier og partier har klassens elever taget en test på dr.dk for at se, hvilket politisk parti de hver især er mest enig med. Emil er radikal. I en efterfølgende partilederdebat i klassen sætter læreren derfor Emil til at repræsentere og argumentere overbevisende for Dansk Folkepartis politik. Efter de politiske diskussioner er Emil blevet klogere på partiernes mærkesager og hovedsynspunkter, men han har også trænet sin parathed, sin respekt og tolerance samt sine kommunikative evner.

    I morgen skal Emil have musik, matematik, dansk og kemi. Her skal han lære om bluesakkorder, tredjegradspolynomier, kortfilm og syre-basereaktioner. Alt dette er nyt stof for ham, men i arbejdet med det vil han have en masse nyttige kompetencer med fra lektionerne i fysik, tysk og samfundsfag tidligere i dag. Han skal tage initiativ i sammenspilssekvensen i musik. Han skal tænke innovativt, når rødderne i polynomiet skal findes i matematik. Han skal være parat til at se relevans i den meget eksperimenterende kortfilm i dansk. Og han skal udvise respekt og ansvarlighed i omgangen med kemikalierne i kemilokalet.

    Ikke bare Emils gymnasieuddannelse, men hele hans vej gennem uddannelsessystemet vil bygge på dette dynamiske samspil mellem fagspecifik viden og almene kompetencer. Men samspillet vil også være essentielt i al Emils fremtidige anvendelse af den faglige viden, han har med sig – og i hele hans liv generelt som aktivt deltagende borger i et demokratisk samfund. Det er her, gymnasieuddannelsens unikke kvalitet ligger, og derfor også her, ethvert arbejde med et kvalitetsløft bør starte.

    Alle disse tanker udspringer af et arbejde på Skanderborg Gymnasium, som har konkretiseret, hvad ideen om kvalitet i gymnasieskolen indeholder. Eksemplerne fra Emils skoledag er taget fra et større skema, hvor vi systematisk udfolder gymnasiets særlige kobling af fagspecifik viden, almenmenneskelige kompetencer og undervisningspraksis – fra det allermest abstrakte og umålelige til den helt konkrete undervisning i dagligdagen.

    Vores kvalitetsskema giver et samlet overblik over, hvad gymnasieuddannelsen leverer, og hvordan vi leverer det. Viden, som nuancerer og kvalificerer debatten om kvalitet i gymnasieskolen, og som bør spille en central rolle i reformen af den. Og vi vil med glæde præsentere vores arbejde nærmere for både ministeren og partiernes ordførere på området.

    Du kan læse mere i et interview med Jens Fredslund, Søren Rasmussen og Morten Holm Mortensen. Interviewet er lavet af Andreas Rasmussen og bragt i Gymnasieskolen den 21. januar 2015.