Idræt

Idræt på gymnasiet findes på to niveauer. Et C-niveau som er obligatorisk for alle gennemgymnasiets tre år. Og et B-niveau som kan vælges i en studieretning eller som valgfag.

Idræt C-niveau

Idræt på C-niveau tager udgangspunkt i den fysiske aktivitet, men der inddrages også teori fra de natur- og sundhedsvidenskabelige samt de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder. I idræts­undervisningen vil teorien være en integreret del af den praktiske undervisning. Gennem undervisningen skal du opnå teoretisk viden og praktisk erfaring inden for tre hovedområder:

Boldspil - Herved forstås både traditionelle og nye boldspil (f.eks. basketball, fodbold, floorball, ultimate, badminton, tennis, squash, softball, cricket, golf osv.)

Koreograferede og frie bevægelser til musik og lyd - Koreogra­fe­re­de bevægelser dækker over f.eks. dans, træning, aerobic, rytmisk gymnastik osv. Frie bevægelser dækker over f.eks. ekspressive bevægelser, kreative bevægelsesformer og improvisation.

Klassiske og nye idrætter - Det kan f.eks. være atletik, redskabs­gymnastik, svømning, o-løb, klatring, løb, spinning osv. Fokus i idræt på C-niveau er at opleve glæde ved idræt samt opnå forståelse for sammenhængen mellem fysisk aktivitet og sundhed.

I undervisningen får du derfor mulighed for at lave egne træningsforløb med henblik på at forbedre din fysiske form. I 3.g skal du planlægge og gennemføre træningsprojektet, som er et obligatorisk forløb. Her skal du forbedre din fysik i en given idrætssammenhæng.

Idræt B-niveau

Idræt på B-niveau ligner i sin grundstruktur C-niveau. Der er stadig fokus på at opleve glæde ved og forståelse for det sunhedsforbedrende aspekt ved fysisk aktivitet. I undervisningen skal du stadig opnå teoretisk viden og praktisk erfaring inden for de tre ovennævnte hoved­områder. Men der er en række forskelle:

·        Der lægges større vægt på den teoretiske del. Du skal opnå viden inden for følgende fire områder:

o    Anatomi. (Hvordan er kroppen opbygget? Hvor sidder f.eks. korsbåndet?)

o    Fysiologi. (Hvordan fungerer min krop? Hvilke processer gør bevægelse mulig?)

o    Idrætshistorie med vægt på danske forhold. (Hvad er forskellen på gymnastik og sport? Hvor har sporten sin oprindelse?)

o    Idrætssociologi. (Hvorfor bruges der altid veltrænede mennesker i reklamer? Hvorfor er det cool at være fit?)

·         Du skal aflevere 2-4 skriftlige rapporter, som inddrager flere af ovenstående videnskabs­områder (anatomi og fysiologi falder inden for det natur- og sundhedsvidenskabelig område mens idrætshistorie og –sociologi falder inden for det humanistiske / samfunds­videnskabelige område).

·         Vælges idræt på B-niveau vil der være fagligt sammenspil med de andre fag i studie­retningen.

Idræt på B-niveau kan vælges på to forskellige måder

Der er forskel på, om du vælger idræt på B-niveau som et frit valgfag (idræt B er ikke i den studieretning du vælger) eller igennem en studieretning.
Vælger du B-niveauet som frit valgfag, vil det være med elever fra forskellige klasser, og undervisningen vil foregå parallelt med undervisningen på obligatorisk C-niveau. Dvs. at du ofte vil få forskellige idrætslærer på hhv. C- og B-niveau.
Vælges B-niveauet gennem en studieretning, vil de samme undervisere ofte være knyttet til både C- og B-niveau. Desuden er der klare fordele med hensyn til sammenhæng; bl.a. omkring fagets medvirken i Almen Studieforberedelse. Undervisningsmæssigt opnås større sammen­hæng i idrætsundervisningen ved at vælge B-niveauet gennem en studieretning. Du skal være opmærksom på, at hvis du vil vælge idræt som frit valgfag, kan den valgte studieretning i kombination med dine andre valgfagsønsker gøre det vanskeligt og måske umuligt at få B-niveauet i idræt. Vil du være sikker på at få idræt på B-niveau, kan du vælge en studieretning med idræt.

Hvor mange timer idræt kan jeg maksimalt få?

Det obligatoriske C-niveau i idræt fordeler sig med 150 timer over tre år. Det valgfrie B-niveau fordeler sig med 125 timer over ét år. Dvs. du kan i alt få 275 timers idræt, hvis du vælger B-niveau.

Sidst redigeret 7. feb 2009