Eksamen på SG
Prøve- og eksamensperiode og prøvetidspunkter:
Eksamen afholdes i sommerterminen (maj-juni) efter 1g, 2g og 3g. Desuden afholdes evt. sygeeksamen i august, og der skrives eksamensopgaver i december 3g (SRP) og februar-april 3g (AT).
Antal prøver og udtræk af prøvefag:
For 1g og 2g elever er antallet af eksamensudtræk mindst 8 prøver samt et studieretningsprojekt (SRP).
For 3g er antallet af eksamensudtræk mindst 10 prøver og et studieretningsprojekt (SRP)
Studentereksamen kan omfatte prøver i alle fag, undtagen idræt på C-niveau. Prøverne kan være tværfaglige.
Udtrækket sker af Undervisningsministeriet hvert år - og i det udtræk fastlægges i hvilke fag den enkelte elev skal aflægge prøve. Skolen gør hvert år - ved offentliggørelse af eksamen i maj - eleverne bekendt med, i hvilke fag der skal aflægges prøve. Eksamensplanen ligger i Lectio og justeres løbende i eksamensterminen - i eksamensperioden er det derfor vigtigt at følge med i Lectio.
Betingelser for deltagelse i eksamen i et fag er at eleven har fulgt undervisningen i faget. En elev som følger eller vil følge et fag på et højere niveau, kan ikke aflægge eksamen i faget på det lavere niveau.
I faget Almen Studieforberedelse (AT) er eksamen obligatorisk og deltagelse i den mundtlige eksamen er betinget af en rettidig aflevering af synopsis.
Regler for deltagelse i eksamen
Sygdom eller udeblivelse af andre uforskyldte grunde (§9):
En eksaminand, der har været forhindret i at gennemføre en eksamen på grund af dokumenteret sygdom eller anden uforskyldt grund, skal have mulighed for at aflægge eksamen snarest muligt. I visse tilfælde kan sygeeksamen gennemføres ved forlængelse af allerede fastsatte afleveringsfrister for projektopgaver og andre opgaver, der forudsætter afleveringsfrister. Sygeeksaminer til sædvanlig skriftlig eller mundtlig eksamen ligger typisk i august.
Hjælpemidler (§15):
Under eksamen er anvendelse af hjælpemidler, herunder elektroniske, tilladt, medmindre der i reglerne for de enkelte uddannelser er fastsat begrænsninger. Faglæreren orienterer om evt. begrænsninger. Typisk er al form for kommunikation med omverdenen forbudt (undtagen ved forberedelse i et eller flere døgn).
Afvikling af eksamen(§16):
En eksamen er begyndt, når uddelingen af opgaverne er begyndt, eller når eksaminanden er blevet gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende.
Eksamen afvikles inden for den i læreplanen fastsatte tidsramme. I en eventuel forberedelsestid er indeholdt tid til udlevering af opgave og materiale. I eksaminationstiden ved en prøve med mundtlig besvarelse er indeholdt tid til votering og karakterfastsættelse.
At komme for sent eller udeblive (§17):
En eksaminand, der udebliver fra eller kommer for sent til en eksamen, har ikke krav på at aflægge prøven.
Hvis det anses for udelukket, at en eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og hvis rektor skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed, kan eksaminanden få lov til at deltage i eksamen. Prøvetiden forlænges normalt ikke. Hvis rektor skønner, at udeblivelsen eller forsinkelsen er rimeligt begrundet, kan eksaminanden få tilbud om at aflægge eksamen på et senere tidspunkt.
Særlige prøvevilkår (§19):
For elever med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller andre tilsvarende specifikke vanskeligheder er det muligt at få forlænget forberedelses- eller eksaminationstid eller få anden ændring af prøvevilkårene, når dette er nødvendigt for at ligestille disse eksaminander med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau. Dette vurderes i hvert enkelt tilfælde af skolens læsevejleder.
Snyd / at skaffe sig eller yde uretmæssig hjælp (§20):
En eksaminand, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises af institutionen fra den pågældende prøve.
Hvis der under eller efter en prøve opstår formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til gymnasiet. Bliver formodningen bekræftet, og handlingen har fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen, skal gymnasiet bortvise eksaminanden fra den pågældende prøve.
En eksaminand, der under prøveforløbet overtræder eksamensreglerne, kan af institutionen bortvises fra prøven.
Bortvisning fra en prøve medfører, at eventuelle karakterer bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøve på ny. En sådan prøve afholdes inden for et år, typisk i den efterfølgende termin maj-juni.
Klageprocedure og klagefrister (kap. 10):
Eksaminanden (eller ved eksaminander under 18 år: eksaminandens værge) kan indgive en individuel klage over en prøve til rektor. Dette skal ske skriftligt og senest 14 dage efter offentliggørelsen af prøvebedømmelsen.
Klagen kan omhandle eksaminationsgrundlaget, prøveforløbet eller bedømmelsen.
