Værdisæt og personalepolitik

Skolens grundlæggende værdier

Med respekt for den politisk bestemte opgave, skolen skal løse, er det afgørende i det daglige arbejde reelt at kunne være:

  • selvstændig, initiativrig og ansvarsfuld
  • aktivt deltagende i de beslutningsprocesser, man involveres i
  • tillidsfuld, åben og respekterende i forhold til kollegers arbejde uanset placering i organisationen
  • i udvikling, personligt og fagligt

 

Personalepolitik:
Personalepolitikken og den praktiske udmøntning af denne tager udgangspunkt i SG´s værdier samt de visioner og handleplaner, som er vedtaget i skolens besluttende organer. Værdierne faglighed, samarbejde, udvikling, selvstændighed, åbenhed, tillid og gensidig respekt er det centrale udgangspunkt for skolens virksomhed.

Målet for SG´s personalepolitik er at fastholde og tiltrække et veluddannet, dygtigt og engageret personale, der sammen med ledelsen arbejder for, at skolen skal være en dynamisk og attraktiv arbejdsplads, der er præget af trivsel, tryghed i ansættelsen, udvikling og ansvarlighed, og som motiverer til høj kvalitet i arbejdet, så SG fremstår som et attraktivt uddannelsestilbud for de unge.

I personalepolitikken indgår en række principper, som udtrykker de gensidige forventninger mellem de enkelte medarbejdere, mellem de forskellige medarbejdergrupper og mellem medarbejdere og ledelse. Personalepolitikkens forskellige områder konkretiseres på SG i en række politikker (Sådan gør vi-papirer), der omhandler forhold og retningslinier af væsentlig betydning for medarbejderne.

Skolen lægger vægt på et åbent, tolerant og demokratisk samarbejdsklima, hvor den enkelte medarbejder udfolder sine evner i samspil og samarbejde med kolleger og andre personalegrupper. For skolen som en almen gymnasial uddannelsesinstitution er det ligeledes vigtigt, at den enkelte medarbejder trives såvel i det daglige arbejde som i et længere perspektiv. Derfor arbejder skolen aktivt på at styrke samarbejdet såvel i de enkelte medarbejdergrupper som grupperne imellem, således at medarbejdernes indbyrdes forhold bliver præget af loyalitet, gensidig respekt samt vilje til forpligtende samarbejde. Samarbejdet finder bl.a. sted i skolens organisation, der også danner den formelle ramme om samarbejdet med eleverne.

Ligeledes er det skolens ønske, at alle ansatte får mulighed for faglig og personlig udvikling, så de er i stand til at varetage både nuværende og fremtidige arbejdsopgaver effektivt og tilfredsstillende for sig selv og for skolen. Skolen lægger vægt på, at de daglige arbejdsopgaver foregår i et sundt arbejdsmiljø – både fysisk og psykisk, hvor motivation og information er i top, og hvor den enkelte medarbejder føler tryghed og arbejdsglæde i ansættelsen