Generelle regler
Helt enkelt:
Grundlæggende skal vi alle sammen opføre os ordentligt og samarbejde om arbejdet på skolen. Vi behandler hinanden med respekt og med anerkendelse af den autoritet der ligger hos skolen, og det ansvar der ligger hos den enkelte for at opfylde den opgave man har.
Lidt flere ord om det samme:
Bagved ligger naturligvis jura og i det følgende vil du i detalje kunne læse skolens studie- og ordensregler.
Udgangspunktet for skolens studie- og ordensregler er undervisningsministeriets Bekendtgørelse om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser (BEK nr. 1222 af 04/12/2006).
Vi ønsker at involvere eleverne alsidigt i skolens liv i både faglige, kreative og sociale sammenhænge. En god uddannelse bliver til i et samarbejde ud fra den holdning, at alle har ansvar for et vellykket forløb.
Det er en selvfølge, at eleverne respekterer og tager hensyn til hinanden, anvender en sober kommunikationsform og behandler bygning og inventar ordentligt. Almindelige regler for god opførsel i samvær med andre gælder også på skolen. Og det er en selvfølge, at mobning, tyveri, hærværk og vold er helt udenfor det acceptable og vil udløse hårde sanktioner, herunder muligvis bortvisning, fra skolens side.
Uden for skolen gælder reglerne også, når man deltager i en aktivitet med tilknytning til skolen.
Alle regler, henstillinger og instrukser fra skolen og skolens personale skal følges.
Eleverne har i øvrigt ansvar for egne handlinger og er omfattet af de almindelige regler om erstatning.
Tilsidesættes reglerne, medfører det normalt en advarsel. Ved gentagne eller meget alvorlige overtrædelser vil alvorligere sanktioner blive bragt i anvendelse. Jf. bekendtgørelsens § 7.
Almindelige regler
Skolen er altid røgfri. Rygning foregår udendørs. Der kan anvises områder udenfor hvor rygning ikke er tilladt.
Mad og drikke hører ikke hjemme i forbindelse med undervisningen. Der må derfor kun spises mad på opholdsarealet. Det er tilladt at medbringe vandflaske til undervisningen. Læreren kan i særlige tilfælde dispensere fra denne regel.
Mobiltelefoni er normalt ikke tilladt i undervisningstiden. I lokaler hvor der afholdes eksamen eller årsprøve, er det ikke tilladt at medbringe mobiltelefon.
Indtagelse af alkohol er altid forbudt med mindre der er givet særlig tilladelse. Det gælder fx ved caféer og fester.
Enhver form for handel med eller indtagelse af narkotiske stoffer/hash medfører øjeblikkelig bortvisning.
Skolens inventar skal behandles med omhu.
Skolen udlåner rutinemæssigt undervisningsmateriale til eleverne. Al udlån registreres. Det er elevens ansvar, at materialet behandles med omhu og at det mod forlangende afleveres til skolen igen. Bortkomne bøger eller lignende skal erstattes. Vi anbefaler, at der skrives lånernavn i lånte bøger.
Studieaktivitet og fravær
Eleverne skal deltage aktivt i undervisningen.
Aktiv deltagelse indebærer forberedelse, tilstedeværelse og deltagelse i lektionerne, deltagelse i prøver og andre planlagte undervisnings- og skoleaktiviteter på og uden for skolen, samt aflevering af opgavebesvarelser af acceptabel kvalitet.
I forbindelse med selvstændigt arbejde, som ikke er skemalagt, angiver faglæreren, hvilke betingelser (fx i form af tilbagemeldinger og opgavebesvarelse) der gælder for opfyldelsen af mødepligten.
Skolen kan med dags varsel placere undervisning på skoledagene i tidsrummet 8:05-15.10. Med lidt længere varsel kan skoledagen planlægges til og med 6. lektion der slutter kl. 16.30.
Alt fravær registreres uanset årsag.
Eleverne skal efter ethvert fravær, for hver enkelt lektion, angive fraværsårsag i Lectio.
Forsømmelighed med hensyn til aflevering af skriftlige opgaver, til den af læreren eller skolen meddelte frist, medfører registrering i Lectio. Der er dog følgende særlige regler når det gælder skriftlige opgaver (gælder ikke eksamensopgaver):
· En opgave, der ikke er afleveret til den udmeldte frist, markeres i som manglende.
· En elev kan undtagelsesvis, af læreren, få dispensation fra den udmeldte frist. Læreren kan godkende en senere aflevering, der senest skal ske i den lektion, hvor klassen / holdet i øvrigt får opgaverne tilbage.
· En opgave der, efter klar aftale med læreren, afleveres, senest i den lektion, hvor resten af klassen/holdet får de rettede opgaver tilbage, godskrives som afleveret i Lectio.
· En opgave der efterfølgende stadig mangler at blive afleveret godskrives aldrig.
· Såfremt en elev insisterer på at aflevere en opgave efter ovenstående seneste frist, da skal læreren modtage opgaven og rette den (give eleven en evaluering af opgaven). Opgaven skal således indgå i lærerens samlede evaluering af den pågældende elevs standpunkt, men opgaven bliver ikke af den grund godskrevet i forhold til fraværsopgørelsen.
Registreringen finder altid sted i hurtigst muligt.
Sygefravær og lægeerklæring
Årsagen til fraværet er relevant, når skolens ledelse konkret vurderer, hvorvidt der skal gribes ind. Dermed kan der tages hensyn til omfattende sygdom eller andet handicap.
Der kan i disse særlige tilfælde efter behov aftales kompenserende undervisning.
Fravær fra undervisning kan være af et sådant omfang, at der ikke kan gives en faglig forsvarlig årskarakterer. I forlængelse heraf vil det blive vurderet om der kan indstilles til prøve.
Der kan, i forbindelse med fravær, som dokumentation for sygdom, skade eller handicap kræves udtalelse fra læge/hospital eller en lægeerklæring.
Eleven skal selv betale for en sådan erklæring.
I specielle tilfælde kan en elev i løbet af gymnasietiden fritages (fx i idræt). Det vil betyde, at der ikke kan gives årskarakter i faget. Elever der fritages fra idræt fra starten af gymnasietiden, skal gennemføre et andet fag på C-niveau.
Sanktioner - hvad forsømmelser kan føre til
Hvis skolens ledelse skønner, at deltagelsen ikke er tilstrækkelig, indkaldes eleven til en samtale. Hvis det ikke løser problemet, gives en sindet skrivelse, der er en orientering om forventet iværksættelse af sanktion) og dernæst en skriftlig advarsel (som vedrørende elever under 18 år sendes til forældrene) med angivelse af mulige konsekvenser, hvis adfærden ikke ændres. De mulige konsekvenser er:
· Afbrydelse af din SU som en konsekvens af lav studieaktivitet.
· Henvise dig til aflæggelse af alle mulige eksamener i kommende eksamenstermin. Samtidig tab af årskarakterer.
· Fortabelse af retten til at gå til eksamen i fag med stort fravær.
· Fortabelse af mulighederne for oprykning til næste klassetrin.
De to sanktioner, ”mistet ret til at gå til eksamen” og ”bortvisning fra uddannelsen” kan også komme på tale, hvis adfærden i undervisningssammenhæng ikke er acceptabel.Forsømmelserne opgøres for hvert skoleår og overføres ikke til det følgende år. Elever, der har fået en skriftlig advarsel, kan det følgende år få en advarsel uden forudgående samtale.
IT-anvendelsespolitik.
Vi har en fornuftig og god it-kultur og det er ikke noget problem at færdes lovligt, forsvarligt og sikkert på nettet. Gældende lovgivning gør det dog nødvendigt at tydeliggøre hvilket ansvar vi har, når vi bruger skolens net. Derfor som en del af Skanderborg Gymnasiums studie- og ordens-regler gælder følgende:
Krav til brugere af skolens netværk
- Personlige adgangskoder, der giver adgang til Skanderborg Gymnasiums netværk, servere eller andre IT ydelser, er netop personlige og må ikke deles med andre.
- Brug af skolens netværk og andre it-ydelser skal ske inden for lovens og skolens rammer.
- Fildeling af materiale, som er beskyttet af regler og love om ophavsret eller copyright må ikke forekomme. Undgå derfor at bruge fildelings programmer såsom Bittorrent, eDonkey, Kazaa, Bearshare, Limewire og lign. på skoles net.
- Man må ikke tvinge sig adgang til andre personers eller organisationers netværk eller computere (hacking). Hvor det ikke eksplicit er tilladt, er det heller ikke tilladt at skjule sin identitet på nettet, som f.eks. bruge en anden brugers brugernavn eller adgangskode.
- Det er ikke tilladt at gemme eller installere software eller materiale, der ikke er relevant for undervisningen eller er ulovligt, på skolens computere. Er man i tvivl skal man spørge skolens IT personale.
- Det er ikke tilladt at give andre adgang til den software skolen har købt til elever og lærer. F.eks. er det ikke tilladt at linke til skolens downloadside, give softwaren videre til familie, venner eller bekendte, uploade softwaren på en filserver eller gemme softwaren på et flytbart medie såsom en usb pen eller en ekstern harddisk.
- Det er ikke tilladt at ændre på opsætningen på skolens computere eller udøve hærværk på skolens IT.
- Man skal have et fungerende antivirus program på sin pc, når man logger på skolens netværk. Det er godt for din og andres sikkerhed.
- God opførsel på nettet. Vi tillader ikke mobning.
Konsekvens ved overtrædelse af uacceptabel brug af IT-miljøet
Overtrædelse af reglerne vil medføre sanktioner fra skolens side eller i grovere tilfælde fører til politianmeldelse. Sanktioner kan ske i form af en skriftlig eller mundtlig advarsel eller ved bortvisning fra skolen.
Gode råd
Med andre ord må man ikke gøre noget ulovligt på skolens net. Hvis du er usikker på hvordan du i praksis undgår det, kan du få hjælp hos skolens IT afdeling. De kan også hjælpe dig med at løse de problemer du kunne få med din bærbare. Da stort set alle elever benytter deres egen computer på skolen hver dag kender IT afdelingen til de fleste problemstillinger vedr. brug af bærbare computere på gymnasiet.
Snyd - accepteres ikke
Snyd er misbrug af både elevtid og lærertid.
Det er snyd, når man afleverer skriftligt arbejde, som man ikke selv har lavet, med mindre man angiver en kilde. Det er ikke forkert at citere andre, men det afgørende er, om man ærligt har givet til kende, hvad man har gjort. Kvaliteten af egen indsats vil indgå i bedømmelsen af opgave besvarelsen.
Ved en eksamen medfører snyd bortvisning fra det pågældende fag. En ny eksamen kan tidligst tages det følgende år.
Konsekvenser af snyd:
· ved total afskrift: at besvarelsen regnes for ikke-afleveret og indgår i forsømmelsesopgørelsen.
· ved delvis afskrift: at læreren vurderer, om snyderiet har et så begrænset omfang, at den selvstændige del af besvarelsen kan bedømmes. Læreren kan også bede eleven om at skrive dele af opgaven om med angivelse af kilder.
I gentagelsestilfælde og efter advarsel kan snyd medføre:
· mistet ret til at gå til eksamen i et fag, hvilket betyder, at eleven skal op i faget som selvstuderende i det følgende skoleår.
· bortvisning fra uddannelsen.
Klager generelt
Der er mulighed for at klage over enhver afgørelse, som rektor træffer ud fra . Klagen skal formuleres skriftligt og sendes til rektor senest 14 dage efter, at han har meddelt afgørelsen.
Du har ved samme procedure mulighed for at klage over en bedømmelse af en eksamenspræstation. Imødekommes klagen, kan der blive tale om ombedømmelse eller om aflæggelse af ny prøve. Ombedømmelse kan føre til en lavere karakter.
Du er altid velkommen til at kontakte rektor for yderligere vejledning i forhold til afgivelse af klage.