Optagelsesprocedure for ungdomsuddannelserne i Skanderborg og Odder.
I forlængelse af samarbejdet mellem UU Odder Skanderborg, Odder Gymnasium, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse og Skanderborg Gymnasium, er følgende procedure knyttet til uddannelsesparathedsvurdering og optagelse af elever fastlagt.
For ansøgere der er vurderet ikke uddannelsesparat af afgivende skole og UU.
Udgangspunktet for denne gruppe ansøgere er, at de er vurderet ikke uddannelsesparat af afgivende skole og/eller UU. Forældremyndigheden har fastholdt ønsket om optagelse og forlanger en ny vurdering, foretaget af en uddannelsesinstitution som udbyder ungdomsuddannelsen.
Ansøgere der opfylder de generelle kriterier for optagelse, men ikke er vurderet uddannelsesparat af UU, og som har ønsket en ny vurdering indkaldes af den ansøgte uddannelsesinstitution til en optagelsessamtale.
Ansøgere der ikke opfylder de generelle kriterier for optagelse, indkaldes som udgangspunkt altid til en optagelsesprøve, se nedenfor.
Optagelsessamtale
Den søgte uddannelsesinstitution inviterer ansøgerne der ønsker en ny vurdering af uddannelsesparathed til en optagelsessamtale.
Samtalens grundlag er den enkelte ansøgers ansøgning om optagelse inkl. karakterblad og evt. udtalelser, elevens uddannelsesplan samt et indhentet notat fra UU knyttet til vurderingen af eleven.
I samtalen deltager foruden eleven selv, ansvarlig ledelsesrepræsentant, en studievejleder samt en relevant faglærer.
Samtalen vil tage udgangspunkt i elevens standpunktskarakterer, udtalelser fra grundskole og vejledere samt de faglige emner eleven har arbejdet med i grundskolen. I forlængelse heraf vil eleven blive inddraget i en samtale, der skal afklare elevens faglige, personlige og sociale forudsætninger, nødvendige for at gennemføre uddannelsen.
Optagelsessamtalen forventes at vare 30 minutter.
Umiddelbart efter samtalen vil eleven modtage den nye vurdering.
Efterfølgende meddeler uddannelsesinstitutionen den nye vurdering til såvel UU som til eleven samt til forældremyndigheden.
Obligatorisk optagelsesprøve
Ansøgere til en ungdomsuddannelse, der ikke har aflagt folkeskolens obligatoriske afgangsprøver, skal altid til optagelsesprøve. Optagelsesprøven er beskrevet i bekendtgørelse 694 af 25. Juni 2009. Optagelsesprøven består af mundtlige eller skriftlige delprøver i dansk, engelsk og matematik samt en delprøve i enten 2. Fremmedsprog eller fysik/kemi.
Ansøgere der skal til optagelsesprøve vil modtage yderligere informationer om prøven.